Regionsdirektør fyret efter bestikkelsessag

Bestikkelse i Region Sjællands it-afdeling betyder, at regionens øverste chef må forlade jobbet

Politikerne i Region Sjælland har mistet tilliden til regionens øverste ledelse og har derfor besluttet at fritstille regionens øverste chef, administrerende direktør Jens Andersen.

Det bekræfter næstformand i regionsrådet Peter Jacobsen (DF) over for sn.dk.

Fritstillingen sker efter afsløringen af, at en lille gruppe ansatte i regionens it-afdeling hvert år sørgede for at tømme afdelingens budget ved at forudbestille varer hos it-firmaet Atea.

Næstformand: Vi har været nødt til at reagere
- Det her har været så graverende, at vi har været nødt til at reagere. Det er nærliggende, at den øverste ansvarlige for tingene må tage sin del af ansvaret. Tilliden mellem administration og ledelse er væk, siger Peter Jacobsen til sn.dk.

Hvorvidt sagen får konsekvenser for andre i regionens administration, ønsker Peter Jacobsen ikke at svare på.

Fritstillingen af Jens Andersen sker, efter at revisionsfirmaet PwC mandag offentliggjorde en stærkt kritisk rapport af regionsledelsens og revisionsfirmaet BDO's ledelsestilsyn.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere