Rekordsag om cigaretsmugling: Seks dømt

Smuglerring dømt for at indsmugle millioner af cigaretter fra Østeuropa

Seks mænd er i dag blevet idømt fængselsstraffe i en sag, der sandsynligvis er Danmarkshistoriens største, om indsmugling af cigaretter. Samlet er de seks blevet dømt for at have indsmuglet omkring 14 millioner cigaretter primært fra Østeuropa.

Alle seks modtog dommen.

I sagen fik Michael S. Frank og Marcin Poks hver tre et halvt års fængsel. Begge er af politiet vurderet til at være smugler-ringens bagmænd.

Ud over fængsel har begge fået en tillægsbøde på godt 10 millioner kroner, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Poks er polsk statsborger og er derfor ligeledes udvist for bestandigt.

Jannik Strunge Christiansen vurderes ligeledes til at være bagmand, og han fik derfor fire års fængsel samt en tillægsbøde på godt ni millioner kroner.

Karsten kristensen fik en dom på 2,5 års fængsel og en tillægsbøde på ca. fire millioner kroner, mens litaueren Linas Bernotas blev idømt to års fængsel og en tillægsbøde på ca. 1,5 mio. kr. – derudover blev han udvist med indrejseforbud i 12 år.

Se også: Rekordstor sag: Smuglede cigaretter i millionvis

'Ud over de seks mænd, som blev dømt i Retten i Aarhus i dag fredag, har to andre mænd allerede fået dom, mens tre p.t. afventer udlevering fra Polen. De seks blev idømt straffe efter, hvor stor en rolle de har spillet i gruppen, og hvor mange cigaretter, den enkelte har været med til at få videredistribueret', lyder det endvidere i en politiets pressemeddelelse.

Under efterforskningen er der i Jylland beslaglagt to en halv millioner cigaretter, og herudover blev der også beslaglagt tre millioner cigaretter i Polen – i den forbindelse anholdt de polske myndigheder to personer.

'Det var Særlig Efterforskning Vest, der efterforsker organiseret og grænseoverskridende kriminalitet i Vestdanmark, som stod for anholdelsen af mændene i smuglernetværket. Den særlige politi-enhed havde i et internationalt samarbejde med bl.a. Polen efterforsket sagen proaktivt over en længere periode, da de i marts i år slog til i en koordineret aktion og anholdt seks personer på forskellige adresser i Jylland', skriver politiet i pressemeddelelsen.

- Mig bekendt er det en af de største sager af sin art i Danmark, og der er tale om særdeles organiseret kriminalitet, som har tråde til flere lande. Jeg er tilfreds med, at politiet har optrevlet netværket, og at der er blevet delt markante bøder og længere fængselsstraffe ud til de tiltalte,siger Mette Fladkjær, der var anklager på sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere