Rengøringsdirektør tiltalt for coronasvindel

Ville have løn til tre personer, som ikke var ansat: To mænd fra byggebranchen anklages også for at have lavet falske lønsedler for at få del i hjælpepakken

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 36-årig direktør for et rengøringsfirma fra Glostrup er tiltalt for at have forsøgt at få udbetalt knap en halv million kroner fra Erhvervsstyrelsen ved at ansøge om lønkompensation for tre personer. Problemet var blot, at de slet ikke var ansat i firmaet.

Det vurderer anklagemyndigheden, som har rejst tiltale mod manden, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse om flere tilfælde af coronasvindel.

Ifølge tiltalen blev de urigtige ansøgninger sendt til Erhvervsstyrelsen i begyndelsen af april og begyndelsen af maj i forsøget på at få del i hjælpepakken til imødegåelse af skadevirkningerne ved corona-epidemien.

Falske lønsedler
I en anden sag er to mænd på henholdsvis 23 år og 26 år tiltalt for uberettiget at have forsøgt at få udbetalt over 270.000 kr. fra Erhvervsstyrelsen. Ifølge tiltalen skete det ved hjælp af falske lønsedler fra de to mænds byggefirma i Glostrup. Også her handlede ansøgningerne om at få del i corona-hjælpepakkerne.

- Der er tale om to sager, hvor anklagemyndigheden vurderer, at personer har forsøgt at snyde sig til de corona-hjælpepakker, som er oprettet i en krisesituation for at holde hånden under dansk erhvervsliv. Det er sager, som vi i anklagemyndigheden ser på med største alvor, siger specialanklager Britt Hansen ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.

Til Ekstra Bladet uddyber anklageren, at hun i retten vil kræve skærpende straffe, hvorefter en nyere bestemmelse i straffeloven giver domstolene mulighed for at idømme hårdere straffe for kriminalitet begået i forbindelse med coronakrisen. Det trådte i kraft 2. april i år.

Bestemmelsen giver mulighed for at idømme en forhøjet straf på indtil fire gange så meget, som lovovertrædelsen normalt ville give.

Ifølge Britt Hansen vil svindel med en halv million kroner for eksempel normalt give mellem seks og otte måneders fængsel. Men med den nye bestemmelse vil lovovertrædelsen altså potentielt kunne udløse over to et halvt års fængsel.

Firedobbelt straf
Dertil kommer en tillægsbøde, som også kan ganges med fire. Har man altså svindlet for en halv million kroner, kan man ende med at skulle betale to millioner kroner tilbage.

Indtil videre er der faldet en dom, hvor der er gjort brug af bestemmelsen. Det skete i Københavns Byret 19. august. Den dømte var tiltalt for at have unddraget 427.500 kroner ved hjælp af snyd med hjælpepakkerne. For det krævede anklageren to år og otte måneders fængsel og en tillægsbøde på 1,7 millioner kroner.

Dommen endte på halvandet års fængsel og en tillægsbøde på 1 million kroner.

Statsadvokaten har anket afgørelsen til landsretten. hvor den dømte fik halvandet års fængsel for snyd med en halv million kroner i forbindelse med hjælpepakkerne.

Sagen er anket til landsretten.