Renset for alle pædofili-anklager: Byråd nægter at give pædagogmedhjælper job tilbage

Forvaltningen har allerede afgjort, at den pågældende medarbejder ikke kan vende tilbage på arbejdspladsen

Sagen drejer sig om en mandlig pædagogmedhjælper fra Stjernehuset i Randers-forstaden Helsted. Foto: PR foto/Randers Kommune
Sagen drejer sig om en mandlig pædagogmedhjælper fra Stjernehuset i Randers-forstaden Helsted. Foto: PR foto/Randers Kommune

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

I Randers er en sag om pædofilianklager mod en hjemsendt pædagogmedhjælper i den integrerede daginstitution Stjernehuset endt i et politisk kaos.

Tirsdag slog Østjyllands Politi endeligt fast, at efterforskningen mod den pågældende medarbejder, som gennem 21 år har været tilknyttet Stjernehuset, er blevet endegyldigt droppet.

Sagen har vakt så store følelser fra borgere og lokalpolitikere i Randers, at byrådet senere tirsdag var indkaldt til et ekstraordinært møde, hvor der kun var én ting på dagsordenen - forvaltningen i Randers Kommunes beslutning om ikke at lade den nu rensede mandlige medarbejder genoptage sit arbejde.

Kaster bolden videre
Sagen begyndte at rulle 9. april, men blev først offentligt kendt 3. maj, da direktøren for Børn og Skole i Randers Kommune, Michael Maaløe, bekræftede, at en medarbejder i daginstitutionen var mistænkt for at have krænket en fireårig pige seksuelt.

Herefter viser dokumenter, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af, at der har kørt sager om krænkelse af tre børn fra Stjernehuset. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har dog droppet sagen, og på den baggrund havde 14 medlemmer af Randers Byråd indkaldt til møde blandt dets 31 repræsentanter.

Her stemte et flertal på 21 byrådsmedlemmer for, at kaste bolden tilbage til Randers Kommune, der nu skal afgøre, om pædagogmedhjælperen kan vende tilbage til sit arbejde i Stjernehuset.

- Det her hører under forvaltningen, jævnfør almindelig praksis. Det vigtigste lige nu er, at forældre, børn og medarbejdere skal videre i livet, siger borgmester Torben Hansen (S) om beslutningen til Randers Amtavis.

Både kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og Børn- og Unge-direktør Michal Maaløe har indtil videre afvist, at pædagogmedhjælperen får lov til at komme tilbage på job.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Rådhuset i Randers med Niels Ebbesen i forgrunden dannede tirsdag eftermiddag ramme om et ekstraordinært byrådsmøde, hvor pædagogmedhjælperens skæbne blev drøftet. Foto: Johan Mikkelsen/Jyllands-Posten
Rådhuset i Randers med Niels Ebbesen i forgrunden dannede tirsdag eftermiddag ramme om et ekstraordinært byrådsmøde, hvor pædagogmedhjælperens skæbne blev drøftet. Foto: Johan Mikkelsen/Jyllands-Posten

Beslutning møder kritik
Hos flere medlemmer af byrådet stiller man sig uforstående over for forvaltningens beslutning om at fastholde bortvisningen af medarbejderen, selvom han er blevet renset for alle anklager.

Især Bjarne Overmark (BL), tidligere borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) og Mogens Nyholm (R) har været særdeles kritiske i forbindelse med forvaltningens håndtering af sagen.

Ekstra Bladet har talt med Bjarne Overmark fra Beboerlisten, som gennem sagen forløb har været i tæt kontakt med pædagogmedhjælperen.

- Han er total i chok for tiden. Jeg mener, at han skal tilbage til sin arbejdsplads, fordi han er uskyldig. Men nu har et flertal i byrådet jo sagt, at de bakker forvaltningens beslutning op, og den kender vi allerede.

- Men hvad tænker du om, at byrådet vælger at følge forvaltningens beslutning om ikke at give manden sit job tilbage, når han for nu er renset for alle anklager?

- Det er byrådsflertallets ret at træffe forkerte beslutninger, lyder et kortfattet fra en skuffet Bjarne Overmark. 

Han bakkes op af sin kollega Mogens Nyholm.

- Det her er en ulykkelig sag, og den største taber er pædagogmedhjælperen og hans kone. Men også mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere, hvis det viser sig, at hvis man får en anmeldelse imod sig, så har man ingen ret til at forblive i sin stilling, påpeger han over for Randers Amtsavis.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Torben Hansen (S), men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Vil have ham tilbage
Ekstra Bladet har gennem forløbet talt med flere forældre til børn i netop Stjernehuset. Her er der også splittelse.

Står det til en far til et barn i Stjernehusets, som Ekstra Bladet har talt med, vil han gerne have den mandlige pædagog tilbage i institutionen.

- Det er kun positivt, hvis han gør det, siger en far til en pige på fire et halvt år i Stjernehuset og en dreng, som han forventer skal begynde i institutionen, til Ekstra Bladet.

Faderen ønsker ikke sit navn frem, men Ekstra Bladet kender hans identitet.

Andre forældre, som Ekstra Bladet har talt med, vil dog ikke have pædagogmedhjælperen tilbage i daginstitutionen efter sagens kaotiske forløb.

Tillidsrepræsentant i Stjernehuset, Anette Andersen, har tidligere udtalt, at pædagogmedhjælperen skal have lov at vende tilbage til institutionen.

Pædagogmedhjælperen har været hjemsendt siden april, hvor flere børn ifølge Ekstra Bladets oplysninger også er blevet taget ud af institutionen. 

Se også: Efter pædofilianklage: Renset pædagogmedhjælper vil tilbage på arbejde

Direktør: Han får et job et andet sted
Hos forvaltningen i Randers Kommune fastholder Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole, at medarbejderen ikke skal tilbage til børnehaven.

- Det er en række forskellige hensyn, man skal tage, og ud af den samlede afvejning er vi stadig sikre på, at den rigtige løsning er, at han bliver tilbudt et andet job i Randers Kommune og ikke vender tilbage til institutionen, siger Michael Maaløe til Ekstra Bladet.

Der er både opbakning hos tillidsmanden og en række forældre til, at han vender tilbage. Hvordan kan det være, at det ikke sker så?

- Vi har forældrehenvendelser i alle mulige retninger. Det tænker jeg egentlig er meget menneskeligt, når man får sådan en besked om ens børn, at så reagerer forældre meget forskelligt. Og det har de også gjort her, siger han.

Han understreger, at det ikke skal være et spørgsmål om en 'afstemning om, hvor mange der synes det ene og det andet'.

- Det er en afvejning af, hvad der er det rigtige i forhold til børn og forældre og i forhold til institutionen. Og så ved vi godt, at det stiller manden i en uretfærdig situation. Men den samlede afvejning er nødt til at lande på, at han ikke kan vende tilbage.

Den her sag får folk til at undre sig over, om der ikke skal mere til end en anmeldelse for at man mister sit arbejde. Vil I ændre noget fremadrettet for at det ikke sker igen?

- Vi arbejder ud fra en beredskabsplan, som vi bruger i sådan nogle situationer, og den kigger vi selvfølgelig igennem. Men det er altid en individuel vurdering af, hvad mulighederne og de forskellige hensyn er. Og der er ikke nogen nemme løsninger, hvor alle er tilfredse. Og hvis det skulle ske igen, hvad jeg bestemt ikke håber, ved jeg simpelthen ikke, om det ender samme sted igen, for det er en individuel vurdering.

Han fortæller, at pædagogmedhjælperen foreløbig stadig har fri med løn, og at han efter sommerferien sammen med sin fagforening skal mødes med kommunen og tale om det videre forløb og hvilke muligheder, der ellers er i kommunen.

- Vi har 9000 ansatte, og vi kan også godt finde noget, som giver mening for ham, siger Michael Maaløe.

Men hvis det er problematisk at vende tilbage til den samme institution, kan det så ikke være lige så problematisk at komme tilbage til et andet sted i samme kommune?

- Det er noget af det, vi skal tale med hans medarbejder og hans fagforening om. Altså hvad der er det mest fornuftige for ham, og hvad der er den bedste måde at komme videre fra sådan en træls situation på. Så det ved jeg simpelthen ikke, men det er noget af det, vi taler om, når bølgerne har lagt sig, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere