Retskemiker undrer sig: Noget hænger ikke sammen

Professoren afgav forklaring i Retten i Nykøbing Falster i dag

Christina Hansen er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg. Hun nægter sig skyldig. (Foto: Per Rasmussen)
Christina Hansen er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg. Hun nægter sig skyldig. (Foto: Per Rasmussen)

En professor i retskemi kan ikke forklare, hvorfor Maggi Rasmussen ikke reagerede synderligt på en modgift mod morfin tidligt om morgenen den 1. marts sidste år, efter hun havde fået respirationsstop.

- Man vil forvente, at der er en tydelig reaktion på Naloxon (morfinmodgift, red.), hvis der er en morfinforgiftning, forklarede retskemikeren Kristian Linnet, der afgav forklaring i Retten i Nykøbing Falster i dag i sagen mod sygeplejersken Christina Hansen, der blandt andet er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg på patienter på Nykøbing Falster Sygehus. Hun nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden mener ellers, at Maggi Rasmussen blev forsøgt dræbt af den 31-årige sygeplejerske Christina Hansen med en dødelig cocktail af morfin, stesolid og hjertemedicinen Cordarone sprøjtet ind i hendes årer på et tidspunkt før kl. 5.35 den 1. marts sidste år.

Se også: Læger reddede sygeplejerskes påståede offer ved tilfælde

En kollega har forklaret, at hun så den tiltalte stå og fumle med to sprøjter henne ved Maggi Rasmussen. Få minutter senere fik den ældre kvinde respirationsstop.

Forsvarer Jørgen Lange ville gerne vide, hvordan det kunne være, at Maggi Rasmussen ikke reagerede på modgiften mod morfin.

- Det kan jeg ikke umiddelbart forklare. Forklaringen kan være, at der ikke er en morfinforgiftning på det tidspunkt. Sådan vil man betragte det, hvis der ikke er en tydelig reaktion på det, forklarede Kristian Linnet i retten.

Ifølge de retskemiske undersøgelser er der målt en morfinmængde i kroppen hos Maggi Rasmussen, der svarer til ca. 15 mg. Fra 15-30 mg morfin kan være en dødelig dosis, ifølge retskemikeren. Det fremgår dog også, at det er svært at fastslå en præcis hvor meget morfin Maggi har fået, fordi nedbrydningen er forskellig fra person til person. 

Christina Hansen er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg. Hun nægter sig skyldig. (Foto: Per Rasmussen) 112 - 2. maj. 2016 - kl. 14:53 Kollega: Der var de her såkaldte ’Christina Hansen-vagter’

Da Ekstra Bladet taler med forsvarer Jørgen Lange efterfølgende, giver han sin udlægning af retskemikerens vidneudsagn.

- Jeg udlægger det sådan, at det er svært at fastslå, hvilke mængder, hun har fået, og hvornår hun har fået det, siger han.

I retten spurgte forsvareren retskemikeren, om han vidste, om der var givet medikamenter til patienten i tidsrummet mellem kl. 7 og 11 den 1. marts, men det vidste han ikke.

Da Ekstra Bladet taler med Jørgen Lange efterfølgende, uddyber han det spørgsmål:

- Det har noget at gøre med, at min klient er på vagt til klokken syv og har været væk fra afdelingen i timerne derefter.  Derfor er det relevant at få at vide, om der er blevet givet noget, siger han og fortsætter:

- Derfor har jeg bedt om at få noget at vide om, om der er nogen, der har behandlet Maggi, efter min klient er gået hjem. Vi ved, at blodprøven er taget klokken 11, siger han.

Sygeplejersken har selv forklaret, at hun gav Maggi Rasmussen 2,5 mg morfin. En dosis, der ikke er dødelig eller kan give forgiftningsreaktioner.

Se også: Vidne i sygeplejerske-sag: Ingen gav min mor medicin

Anklager Michael Boolsen anerkender retskemikerens undren over, at Maggi Rasmussen ikke reagerede på modgiften.

- Jeg er ikke retskemiker. Jeg kan jo ikke have nogen undren som sådan, men helt naturligt følger jeg jo hans undren over det. Men jeg tror også, at det blev rimeligt klart, at der ikke altid er de reaktioner, man forventer, når man taler om retsmedicin. Det er ikke altid sådan, at man lige får de forventede reaktioner, siger Michael Boolsen.

I retten spurgte anklageren retskemikeren, om Maggi Rasmussen kunne have været så forgiftet af både morfin og stesolid, at hun havde brug for modgift mod dem begge, for at det havde en effekt. Og det kunne være grunden til, at hun ikke reagerede. Og det kunne han ikke udelukke.

– Det kommer an på, hvor meget (andet navn for stesolid) der er i blodet, svarede Kristian Linnet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Kristian Linnet efter retsmødet, men han ønsker ikke at uddybe sit vidneudsagn nærmere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere