Retsmøde i dag: Peter Madsen har lidt nederlag

Københavns Byret skulle i dag afgøre, om brev- og besøgskontrollen skulle ophæves for den varetægtsfængslede ubådsbygger

Bliv klogere på anklageskriftet mod Peter Madsen her

Præcis en måned før Københavns Byret tager hul på retssagen mod den 47-årige Peter Madsen, har ubådsbyggeren lidt et nederlag i retten i dag.

Peter Madsen havde anmodet om, at den brev- og besøgskontrol, han har været underlagt siden varetægtsfængslingen af ham i august sidste år, blev ophævet.

- Byretten fulgte anklagemyndighedens påstand om fortsat brev - og besøgskontrol i henhold til fængslingsgrundlaget og påvirkningsrisiko, lyder det kortfattet fra special-anklager Jacob Buch-Jepsen, da Ekstra Bladet spørger til retsmødet, som fandt sted i formiddag.

Anklageren har ikke yderligere kommentarer.

Det har til gengæld Peter Madsens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark.

Hun havde på vegne af sin klient anmodet om en generel ophævelse af brev- og besøgskontrol. Hvis retten ikke kunne imødekomme det, at det så i det mindste skulle gælde for en bestemt person.

Hun siger, at hun undrer sig over begrundelsen for at opretholde brev- og besøgskontrol.

- Jeg mener ikke den er særlig konkret. Min opfattelse er, at der skal være noget helt konkret, især når man har været frihedsberøvet i længere tid, siger hun og henviser til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Den handler om retten til respekt for privatliv og familieliv.

Forsvarsadvokaten vil ikke sige, hvem den konkrete person var, som man bad om kunne have kontakt med- og besøge Peter Madsen bag tremmer uden kontrol.

Men Betina Hald Engmark siger, at det efter hendes opfattelse ikke er en person, der har betydning for sagen og som ikke skal vidne.

- Vi har kæret kendelsen til landsretten, siger hun.

12 retsdage er afsat

Retssagen mod Peter Madsen begynder den 8. marts. Der er planlagt 12 retsdage med dom i slutningen af april.

Ubådsbyggeren er tiltalt for drab og seksuel mishandling af den 30-årige svenske journalist Kim Wall om bord på Nautilus, da de sejlede ud fra Refshaleøen 10. august sidste år.

Han nægter sig skyldig i anklagerne og kan kun erkende, at han har haft parteret kvinden og smidt hende i havet.

Peter Madsen ønsker ikke, at et nævningeting skal afgøre sagen mod ham.

Derfor bliver det en domsmandsret, en dommer og to lægmænd, som skal vurdere anklagemyndighedens beviser og afsige dom. 

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere