Retssag mod Danmark i Strasbourg aflyses af virus

Omstridt treårsregel i sager om familiesammenføring må udskydes ved Menneskerettighedsdomstol

Coronavirusset har ikke bare ført til aflysninger af en række retssager ved danske domstole. I Strasbourg har Menneskerettighedsdomstolen også udskudt en af de senere års mest omdiskuterede sager mod Danmark.

Onsdag skulle Danmark have forsvaret sig mod en regel, som betyder, at flygtninge må vente i tre år, før de kan blive familiesammenført med en nær slægtning.

Ved onsdagens retsmøde skulle de 19 dommere også have hørt på indlæg fra en syrisk læges danske advokat, Christian Dahlager, og fra FN's flygtningehøjkommissær.

Lægen er en af de tusinder, der i 2015 flygtede fra krigen i Syrien. Fra Tyrkiet kom han med båd til Grækenland. Senere bragte en lastbil ham til Danmark. Hans hustru blev tilbage i Aleppo.

På baggrund af sit behov for såkaldt midlertidig beskyttelse fik lægen asyl, og med den status har man ifølge udlændingeloven først krav på at få en ansøgning om at blive forenet med sin hustru behandlet efter tre år. Det skyldes en lovændring, som blev gennemført i januar 2016.

Spørgsmålet er, om lægens familieliv blev krænket af Danmark, sådan at hans menneskerettigheder er blevet overtrådt.

Syv dommere i Højesteret ville i 2018 ikke give lægen medhold i, at treårsreglen er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og derfor er Danmark på anklagebænken i Strasbourg.

Her er sagen blevet hastebehandlet. Undervejs har såvel FN's flygtningehøjkommissær som Europarådets kommissær for menneskerettigheder besluttet at komme med udtalelser, som er kritiske over kfor den danske lovgivning.

Under forberedelsen af loven var regeringen helt på det rene med, at de tre års udskydelse af en rettighed kunne være på kanten. Politikere talte om en såkaldt procesrisiko - og det er netop denne proces, som nu er udsat på grund af coronavirus.

Danmark har under sagen forsvaret sig med, at udskydelsen af familiesammenføring blandt andet er nødvendig af hensyn til de offentlige finanser.

I 2016 mente myndighederne, at der ville komme 37.000 asylansøgere, men tallet viste sig at blive godt 6000. Lægen var en af dem.

Han måtte faktisk vente i godt fire et halvt år, før han kunne blive genforenet med sin hustru, oplyser advokat Christian Dahlager. Det skyldes, at selve sagsbehandlingen hos udlændingemyndighederne er løbet op i cirka halvandet år.

Endnu har domstolen i Strasbourg ikke sat en ny dato på retsmødet i sagen, der hedder M.A. mod Danmark.