Retssag på Sikringen: Dræbte kammerat med 65 knivstik

23-årig sagde undskyld, før han blev dømt til tidsubestemt ophold på Sikringen

Retssagen blev helt usædvanligt afviklet på Sikringen i Slagelse. Foto: Stine Tidsvilde
Retssagen blev helt usædvanligt afviklet på Sikringen i Slagelse. Foto: Stine Tidsvilde

Ledsaget af to mandlige plejere med faste greb om hvert af hans håndled og yderligere bevogtet af tre plejere og to politifolk, blev en 23-årig drabsmand fra Ålborg ført ind til en usædvanlig retssag bag gitre og tremmer på Sikringen i Slagelse.

Under normale omstændigheder ville sagen blive afviklet i den retskreds, hvor det voldsomme knivdrab på den 40-årige Peter Møller fandt sted natten til den 27. september i fjor. Men af sikkerhedshensyn havde Retten i Ålborg valgt at holde retsmødet på Sikringen, hvor den 23-årige har været varetægtsfængslet siden marts.

Det skete bl.a. fordi, den 23-årige gik amok og raserede et retslokale, da han blev fængslet i Ålborg og fordi han i en længere periode har været bæltefikseret under sit hidtidige ophold på Sikringen. Endelig har Retslægerådet karakteriseret ham som stærkt psykotisk og notorisk farlig for sine omgivelser.

Kigge i bordpladen
I den til lejligheden indrettede retssal i Slagelse fandt man dog ikke, at der var behov for hverken bælter eller håndjern. Men med en plejer siddende på hver sin side af manden på anklagebænken, var der konstant fuld opmærksomhed på den spinkle, nærmest undselige 23-årige, der med et halvtomt, medicin-mættet blik oftest havde øjnene rettet mod bordpladen.

Til gengæld slog hans indre eksplosionsfare pludseligt ud i lys lue, da han i et anfald af forfølgelsesvanvid begyndte at tvivle på sin ven en septembernat i fjor

-Vi hyggede os. Jeg lå i sofaen, mens han og Peter sad ovre ved køkkenbordet, fortalte sagens eneste vidne, som havde besøg af Peter Møller og gerningsmanden den skæbnesvangre aften.

-Pludselig rejser Peter sig. Med hænderne foran ansigtet råber han, at han er blevet stukket i øjet. Jeg tror først det er gas, fordi alt ellers var fredeligt, men så kan jeg se, at blodet vælter ud over gulvet. Så jeg flygter og ringer 112 nede på gaden, fortalte det kvindelige vidne.

Imens fortsætter den ulige kamp på gerningssstedet. Den 23-årige stikker flere gange sit offer i hovedbund og ansigt og han bruger kniven så voldsomt, at klingen knækker. Han tager derpå en ny kniv og genoptager blodbadet ved at stikke Peter Møller i at 65 gange. Han stopper først, da han hører, at politiet forgæves forsøger at sprænge døren.

-Jeg er ked af det, og vil gerne sige undskyld tll Peters pårørende lød den 23-åriges sidste ord i retssalen.

Han udbad sig betænkningstid over dommen, der fastslår, at han på ubestemt tid skal forblive på Sikringen, der i forvejen huser 29 andre af landets særligt farlige sindssyge.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen