Retten frifinder hostende mand for trussel om coronasmitte

Det var ikke en trussel om vold, da en mand i Aarhus hostede to betjente i ansigtet og sagde "corona"

En 20-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet frifundet i en sag om en coronarelateret trussel mod politiet.

Det oplyser mandens forsvarer, advokat Peter Secher, og anklager Jacob Gents, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Manden blev anholdt i slutningen af marts, da han under overenstemmelser med to betjente sagde 'corona' og hostede dem op i ansigtet.

Hans opførsel blev betragtet som en trussel om vold.

Men Retten i Aarhus fandt ikke, at han kunne kendes skyldig.

- Dommen bygger på en juridisk vurdering, hvor man har lagt vægt på betjentenes forklaring, men hvor man samtidig har fundet, at mandens adfærd ikke var en trussel om vold, siger anklager Jacob Gents.

Sagen om episoden vakte opsigt, da det lykkedes den 20-årige at flygte fra politiet i Aarhus kort efter, at en dommer havde varetægtsfængslet ham.

Senere mødte han dog selv op hos politiet igen.

Selve flugten har udløst en fængselsstraf på 30 dage.

Ifølge advokat Peter Secher er forsætlig smittespredning - hvis den står alene - som udgangspunkt ikke strafbar. Og derfor kan en trussel om at smitte med coronavirus heller ikke være det, mener han.

- Til gengæld kan smittespredning være en skærpende omstændighed i forbindelse med vold, siger Peter Secher.

Så sent som tirsdag faldt der dom i en anden coronarelateret sag, hvor der blev lagt vægt på risikoen for netop smittespredning.

Her blev en 29-årig kvinde ved Retten i Holbæk idømt 20 dages betinget fængsel for at have bidt en nabo under tumult uden for et værtshus i Gørlev.

På daværende tidspunkt var kvinden sygemeldt og ventede på svar på en test for coronavirus.

Retten mente, at det var en skærpende omstændighed, at den 29-årige kvinde vidste, at hun kunne være coronasmittet, da hun bed sit offer.