Rigmand anholdt på yacht

En maltesisk rigmand er blevet anholdt i en dramatisk politiaktion på yacht

Daphne Caruana Galizia blev dræbt i 2017.

En prominent forretningsmand fra Malta er blevet anholdt på sin yacht for drabet på en maltesisk journalist.

Det skriver flere maltesiske medier.

Ifølge BBC er det dog ikke bekræftet, at han er blevet anholdt i relation til drabet.

Journalisten blev dræbt i 2017 af en bilbombe, der angiveligt var sat fast under førersædet i hendes bil. Den nu afdøde 53-årige journalist Daphne Caruana Galizia var kendt for at skrive om skattely og korruption.

Ifølge maltesiske medier er der tale om en forretningsmand ved navn Yorgen Fenech, som forsøgte at flygte fra Malta i sin yacht.

Arrestationen af Yorgen Fenech sker, efter den maltesiske premierminister, Joseph Muscat, har underskrevet en aftale, der har benådet en mistænkt for drabet. Til gengæld skulle den mistænkte give oplysninger, der kunne udpege den reelle bagmand.

Yorgen Fenech er ifølge The Independent direktør i en gruppe virksomheder, der vandt en stor aftale om at bygge et større gasanlæg i 2013.

Den anholdte forretningsmand Yorgen Fenech. Foto: Jeremy Wonnacott/Ritzau Scanpix
Den anholdte forretningsmand Yorgen Fenech. Foto: Jeremy Wonnacott/Ritzau Scanpix

Skattely og korruption
Daphne Caruana Galizia lagde sig ud med toppen af det maltesiske samfund. Hun skrev på sin nyhedsblog om bestikkelse, korruption og skattely.

Vraget af journalistens bil. Foto: Rene Rossignaud/AP
Vraget af journalistens bil. Foto: Rene Rossignaud/AP
 

Hun afslørede bl.a., at Maltas premierminister, Joseph Muscat, havde modtaget bestikkelse fra personer i Aserbajdsjan. Bestikkelsen skete via premierministerens kones konto i skattelyet Panama.

Sagen blev en stor skandale, men alligevel vandt Joseph Muscat det efterfølgende valg.

Har undersøgt den anholdtes selskab
Daphne Caruana Galizia undersøgte bare syv måneder før sin død et mystisk selskab i Dubai, der er relateret til den nu anholdte forretningsmand.

Det skriver The Telegraph.

Selskabet skulle angiveligt have relationer til maltesiske politikere, men Daphne Caruana Galizia kunne ikke finde ejeren af selskabet. Senere har Reuters oplyst, at det var den nu anholdte forretningsmand, der stod bag selskabet. Mistanken gik på, at Yorgen Fenech brugte selskabet til at bestikke maltesiske politikere.

Yorgen Fenench har afvist, at han skulle have haft planer om at bestikke politikere.

Sønnen så hende blive dræbt
I et Facebook-opslag skrev hendes søn Matthew Caruana Galizia, at han så sin mor blive dræbt.

'Jeg kiggede ned, og der lå min mors kropsdele overalt omkring mig', skrev han i opslaget.

En bilbombe dræbte den maltesiske journalist. Foto: Rene Rossignaud/AP
En bilbombe dræbte den maltesiske journalist. Foto: Rene Rossignaud/AP
 

Det var et traumatisk syn for sønnen.

'Jeg kommer aldrig til at glemme, hvordan jeg løb rundt i infernoet i marken og forsøgte at åbne døren, mens bilens horn stadig skrattede. Jeg skreg til to politibetjente, som dukkede op med en enkelt brandslukker, at de skulle bruge den. De kiggede på mig og sagde: 'Vi er kede af det. Men der er ikke noget, vi kan gøre', skrev sønnen, som også selv er journalist.

Bombe i Peugeot 108
16. oktober 2017 var ellers en helt normalt dag for den undersøgende journalist.

Ifølge The Guardian arbejdede hun i sit hjem til kl. 15, før hun satte sig ud i sin Peugeot 108 og forlod sit hjem. Hun skulle til et møde i banken og var sent på den.

Men ifølge mediet stod hendes formodede drabsmænd og ventede på hende. En bombe var placeret under førersædet i bilen og blev detoneret via en fjernbetjening, da hun havde kørt få meter.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere