Rigspolitiet kulegraver 1150 sager

Rigspolitiet kulegraver nu 1150 sager om aflytning af klientsamtaler. Det sker efter Ekstra Bladet har afsløret, at ulovlige aflytninger, der efterfølgende er blevet gemt, er foretaget i en række prominente straffesager

Skandalesagen begyndte at rulle, efter det i forbindelse med straffesagen mod Britta Nielsens børn kom frem, at Bagmandspolitiet systematisk havde gemt og aflyttet klientsamtaler mellem Britta Nielsens børn og deres respektive forsvarsadvokater. Foto: Discovery Networks Danmark/Ritzau Scanpix
Skandalesagen begyndte at rulle, efter det i forbindelse med straffesagen mod Britta Nielsens børn kom frem, at Bagmandspolitiet systematisk havde gemt og aflyttet klientsamtaler mellem Britta Nielsens børn og deres respektive forsvarsadvokater. Foto: Discovery Networks Danmark/Ritzau Scanpix

1150 sager om sletning af samtaler mellem forsvarsadvokater og deres klienter skal slavisk gennemgåes for fejl af Rigspolitiet.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

112 - 5. jun. 2020 - kl. 21:08 Eksperter i chok over skandaleaflytninger

Kulegravningen sker efter Ekstra Bladet igennem de seneste måneder har kunne fortælle, at en række forsvarsadvokaters fortrolige samtaler med deres klienter er blevet aflyttet, men ikke efterfølgende slettet.

Det er i direkte strid med retsplejeloven, der skal sikre, at danskerne kan stole på en fair rettergang.

I pressemeddelelsen skriver Rigspolitiet, at det er '(...) konstateret, at klientsamtaler ikke altid slettes i det omfang, som de skal.'

Derfor vil Rigspolitiet nu i samarbejde med politikredsende under opsyn af anklagemyndigheden nu gennemgå samtlige sager, hvor politikredsene siden det nuværende aflytningssystems indførelse i 2017 har anmodet om sletning af klientsamtaler.

Derfor er klientsamtaler fortrolige

Det er i strid med retsplejelovens §791 stk 3 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, hvis anklagemyndigheden eller efterforskere i politiet ikke omgående sletter aflytninger af mistænkte, der indeholder samtaler med de mistænktes forsvarsadvokater.

Optages samtalerne som en bifangst i politiets efterforskning af mistænkte skal samtalerne straks slettes og må ikke bruges i sagens videre forløb.

Ifølge juraprofessor ved Aarhus Universitet Jørn Vestergaard, er det et grundlæggende princip i retssamfundet, at forsvarer og mistænkte har et fortroligt rum, hvor de kan tale om processen i forhold til en eventuel straffesag. Han forklarer, at der skal være lige muligheder for anklagemyndighed og forsvarer til at forberede sig.

Derfor er det vigtigt, at anklagemyndigheden i hemmelighed ikke aflytter forsvarsadvokaternes samtaler med deres klienter.

Ifølge juraprofessoren kan ulovlig aflytning af klientsamtaler få vidtrækkende konsekvenser for de straffesager, hvor aflytningerne har fundet sted.

- Betydningen for sagerne mod de aflyttede vil bl.a. afhænge af, hvad det er for oplysninger, politi og anklagemyndighed kan have fået kendskab til. Det kan jo tænkes, at fejlen slet ikke har betydning for bevisførelsen. I modsat fald kan hele sagen måske falde til jorden, har professor Jørn Vestergaard tidligere forklaret til Ekstra Bladet.

Kilder: Retsplejeloven, Institut for Menneskerettigheder

Afsløret under sagen mod Brittas børn
30. april kom frem, at Britta Nielsens børn var blevet udsat for ulovlige aflytninger, mens de talte med deres forsvarsadvokater. Aflytningerne var efterfølgende blevet gemt i Rigspolitiets Telecenter.

Herfra havde efterforskere fra Bagmandspolitiet lyttet til flere af samtalerne, mens efterforskerne i mindst et tilfælde har taget notater fra de ulovlige aflytninger.

I lørdags kunne Ekstra Bladet fortælle, at Bagmandspolitiet og Rigspolitiets Telecenter ligeledes har foretaget og efterfølgende gemt klientsamtaler i en højt profileret sag om hvidvask for 166 millioner kroner, der i disse dage kører ved Retten i Frederiksberg.

I forbindelse med sagerne har Bagmandspolitiet oplyst, at man har forsøgt at kontakte Rigspolitiets Telecenter for at få aflytningerne slettet, men på grund af en ukendt fejl, er det ikke sket.

Se også: Bagmandspolitiet ramt af ny skandale-sag

Rigspolitichef beklager
Hos Rigspolitiets øverste ledelse beklager man sagen.

- Forsvarsadvokater skal naturligvis kunne stole på, at telefonsamtaler med deres klienter altid håndteres i fuld overensstemmelse med retsplejelovens regler, siger rigspolitichef Thorkild Fogde i pressemeddelelsen.

- Det er meget beklageligt, at vi kan konstatere, at det øjensynligt ikke er sket fuldt ud. Vi gennemgår nu alle sletteanmodninger for at sikre os, at sletningerne er foretaget fuldt ud, og vi vil orientere de berørte forsvarere, hvis dette ikke har været tilfældet, tilføjer rigspolitietschefen.

Rigspolitiets gennemgang af aflytningerne forventes færdig i august 2020. Rigspolitiet oplyser samtidig, at man løbende vil kontakte de forsvarsadvokater, hvis klientsamtaler man løbende opdager, er blevet aflyttet og gemt.