Risikerer straf efter brev: 'FAMILIA TIL DØDEN!!'

Politiet mener, at et fange-brev var en videreførsel af den forbudte LTF-bande

Den 22-årige skrev et brev fra Storstrøm Fængsel til en bekendt, der sad i Enner Mark. Han bruge LTF´s kendetegn, lyder tiltalen. Foto: Per Rasmussen
Den 22-årige skrev et brev fra Storstrøm Fængsel til en bekendt, der sad i Enner Mark. Han bruge LTF´s kendetegn, lyder tiltalen. Foto: Per Rasmussen

'FAMILIA TIL DØDEN!!'

Sådan skrev et 22-årigt medlem af Loyal To Familia blandt andet i et brev, der blev sendt fra Storstrøm Fængsel til en anden LTF´er, der sad i Enner Mark Fængsel ved Horsens.

Nu vil anklagemyndigheden have Retten i Nykøbing Falster til at afgøre, om brevet er ulovligt, fordi det udgør en videreførsel af LTF-banden. Retten behandler sagen fredag.

LTF blev midlertidigt forbudt 4. september sidste år, mens Københavns Byret i øjeblikket vurderer, om banden skal opløses ved dom efter grundloven, fordi den er en ulovlig forening, der virker ved vold.

Den 22-årige sad i oktober sidste år i Storstrøm Fængsel, efter at han og to andre LTF´ere i maj var blevet dømt for afpresning mod seks massageklinikker i København og på Frederiksberg.

LTF´erne opsøgte bordellerne og afleverede sedler, hvor der var skrevet LTF eller Loyal To Familia og et telefonnummer, som ejeren skulle ringe til inden 24 timer.

Fem bordeller fik ruder knust med brosten eller mursten, og på to af stederne blev der anstiftet brande med brandbare væsker, fordi ejerne ikke ønskede at betale penge til LTF.

Straffen var tre års fængsel til to af de dømte, mens den 22-årige fik et halvt år mere. Sagen er anket til Østre Landsret.

Brev opsnappet
Den 19. oktober skrev han et brev i Storstrøm Fængsel til en bekendt, der ifølge politiet også er LTF´er, og som sad i Enner Mark Fængsel. Brevet blev opsnappet af brevkontrollen i Storstrøm Fængsel, inden det blev afsendt. Der står blandt andet 'FF' på kuverten, der betyder 'Familia Forever'.

Ifølge anklageskriftet mod den 22-årige skrev han '>Loyal To Familia', 'LTF', 'FF' og 'FAMILIA TIL DØDEN!!' i brevet.

Det - mener politiet - er en videreførsel af den forbudte bande og dermed en overtrædelse af straffelovens § 132a, der straffer videreførsel af en forbudt bande med op til to års fængsel.

Dog siger bemærkningerne til loven, at der første gang skal idømmes 40 dages fængsel. Paragraffen forbyder også specifikt, at man anvender en forbudt forenings kendetegn i kriminalforsorgens institutioner.

Den 22-årige nægter sig skyldig.

Politiet har rejst flere sager mod LTF-medlemmer for at videreføre banden efter det midlertidige forbud. Københavns Byret idømte 8. marts en 35-årig LTF´er 40 dages fængsel for at have båret en sort kasket med et hvidt 'F' på Blågårds Plads.

Han fik også et års forbud mod at opholde sig i et afgrænset område på Nørrebro.

Retten i Helsingør behandler også en sag om videreførsel af LTF-banden i Nivå, hvor tre medlemmer bar de samme sorte kasketter med et hvidt 'F' og brugte bandens håndtegn, mens de, ifølge tiltalen, solgte hash i en baggård i Nivå, hvor de brugte vagter mod politiet.

Dommen skulle være faldet i mandags, men sagen blev udsat, fordi den ene tiltalte, 20 år, blev skudt og dræbt under et formodet bandeopgør i Rungsted i lørdags. De to andre tiltalte kommer for retten senere.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere