Rocker får forbud mod at besøge klubhuse efter våbensag

24-årig fra Satudarah er blevet idømt fire år og seks måneders fængsel og må ikke færdes i bestemte områder af Stenløse, Nykøbing Falster og Brøndby

Den 24-årige har fået forbud om at komme i blandt andet Satudarah klubhuse efter sin fængselsstraf. Arkivfoto: Kenneth Meyer
Den 24-årige har fået forbud om at komme i blandt andet Satudarah klubhuse efter sin fængselsstraf. Arkivfoto: Kenneth Meyer

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): En 24-årig mand, der ifølge politiet er medlem af rockerklubben Satudarah, er blevet dømt for overtrædelse af våbenlovgivningen og fik fire år og seks måneders fængsel.

Han fik desuden af retten opholdsforbud på udvalgte steder, blandt andet i rockerklubben Satudarahs klubhuse.

Erkendte sig skyldig
Den 24-årige Martin Ruhoff Iversen, der sad i retten iført blå shorts og en grå trøje, erkendte sig skyldig i alle tiltalerne, og han var villig til at svare på spørgsmål fra anklageren.

Pistoler, patroner, sprængstof, en røghåndbombe og en detonator blev fundet på Martin Ruhoff Iversens mors bopæl, der også var hans på det tidspunkt, mens en 12 centimeter kniv blev fundet på hans kærestes adresse.

Vidste ikke, at det var farligt
Martin Ruhoff Iversen forklarede i retten, at han ikke vidste, at sprængstoffet og detonatoren var farlige, da han fik dem af en ven.

- Jeg vidste umiddelbart ikke, hvad det var først, men jeg fik at vide, det var sprængstof.  Jeg havde det dog ikke godt med, at det var sprængstof, men jeg fik at vide, at det ikke var farligt, da det ikke var sat sammen, sagde Martin Ruhoff Iversen i retten.

Han erkendte, at pistolerne og kniven, der blev fundet ved ransagningerne, var hans.

Tilknytning til Satudarah
Ved ransagningen blev der også fundet en t-shirt med skriften 'One blood', som er rockergruppens Satudarahs slogan. Den 24-årige mand erkender også at have relation til rockergruppen.

- Jeg kan godt erkende, at jeg har noget med Satudarah at gøre uden at gå yderligere i detaljer, sagde han.

Opholdsforbud
I forlængelse af sagen krævede anklager Teuta Memeti, at den 24-årige skulle have et opholdsforbud. Anklageren mente, at Martin Ruhoff Iversen skulle have opholdsforbud i hele Brøndby Kommune, og i et område i Stenløse, hvor Satudarah West holder til, samt i Nykøbing Falster ved en adresse, hvor Satudarah South har klubhus.

Manden protesterede ikke mod at få opholdsforbud ved klubhusene, men forsvarer Lone Damgaard mente, det var for vidtgående at forbyde ham at komme i hele Brøndby Kommune.

Her fremhævede forsvarsadvokaten, at et opholdsforbud i Brøndby ikke gav mening, da han har hele sit liv med kæreste, mor og barn i Brøndby.

Dommeren valgte dog også kun at forbyde rockeren ophold på bestemte adresser i Brøndby udover forbuddet mod at komme i klubhusene. Forbuddet gælder i fire et halvt år, efter at han har afsonet sin fængselsstraf.

Martin Ruhoff Iversen valgte at modtage dommen.

- Retten i Glostrup har fastslået, at hvis man som rocker bliver dømt for alvorlig kriminalitet som f.eks. våbenbesiddelse, så kan man idømmes opholdsforbud. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at bruge dette værktøj i rocker/bande-sager fremover, siger anklager Teuta Memeti i en pressemeddelelse efter dommen.

Det er blot anden gang, at Københavns Vestegns Politi får idømt en rocker et opholdsforbud efter straffelovens paragraf 79 a, stk. 1, 2. pkt., som blev indført i forbindelse med Bandepakke III sidste år, oplyser politiet. Det er samtidigt de to eneste sager om opholdsforbud i Danmark indtil videre.

Yderligere fem sager er på vej, oplyser statsadvokaten.

Se også: Satudarah forbudt i hjemlandet

Se også: Først Bandidos - Nu Satudarah: Holland vil forbyde rockerklub

1 af 2 Martin Ruhoff Iversen blev dømt i Retten i Glostrup for blandt andet besiddelse af pistoler, kniv og sprængstof. Foto: Jens Dresling
2 af 2 Den 24-årige har fået forbud om at komme i blandt andet Satudarah klubhuse efter sin fængselsstraf. Arkivfoto: Kenneth Meyer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere