Rocker frikendt i Pusher Street-sag: Jeg ledte efter ild til en joint

Østre Landsret omgjorde fængselsstraf til frifindelse til Bandidos-rocker

Sådan tager udvalget i en hashbod i Pusher Street sig ud. Foto: Stine Tisvilde
Sådan tager udvalget i en hashbod i Pusher Street sig ud. Foto: Stine Tisvilde

En 41-årig Bandidos-rocker kunne onsdag forlade Østre Landsret i glæde efter, at Landsretten havde omgjort en dom på seks måneders fængsel ved Københavns Byret til frifindelse.

Det oplyser rockerens advokat, Peter Secher.

Sagen tog sin begyndelse i juni 2016, hvor rockeren blev anholdt i en bod i Christianias Pusher Street, og i den forbindelse blev rockeren sigtet for at være del af den organiserede handel med hash i den verdensberømte hashgade.

Selv nægtede han sig skyldig. Til politiet forklarede han, at han kun havde opholdt sig ganske kort ved boden for at købe en joint. Efter købet var gået ind i boden for at finde en lighter til at tænde hashcigaretten med.

Den forklaring købte dommeren ved grundlovsforhøret ikke, og rockeren sad fængslet i et par måneders tid. I august samme år fik han seks måneders fængsel ved Københavns Byret.

Dommen blev anket på stedet. På grund af juridiske teknikaliteter omkring en medtiltalt blev ankesagen først afviklet i går, hvor rockeren som nævnt blev frikendt.

- I første omgang blev rockeren anholdt i forbindelse med en af politiets aktioner i Pusher Street. Betjente har i retten forklaret, at de holdt boden under observation i ti til 15 sekunder, før de slog til. Her så de rockeren stå inde i selve boden, fortæller Peter Secher om sagen.

- Omvendt forklarer min klient, at han kun stod deromme for at finde noget ild, fortæller advokaten.

Han fortæller endvidere, at betjentene, der foretog anholdelsen, forklarede at ingen, der ikke direkte arbejder i en hashbod, må opholde sig deromme.

- Denne opfattelse stemmer dog ikke overens, med hvad politiets særlige agenter har forklaret ved de store Pusher Street-sager, blandt andet Nordlys-sagen. Her har agenterne nemlig forklaret, at man sagtens kan stå inde i bag disken i en hashbod, selvom at man ikke er involveret i handelen, siger Peter Secher.

- Samme agenter har forklaret, at de derfor aldrig 'skrev' folk første gang den pågældende person blev set inde i en hashbod, tilføjer Peter Secher.

- Min klient er glad for landsrettens afgørelse. Ingen mennesker synes, det er sjovt at komme i fængsel for noget, man ikke har gjort, lyder det fra advokaten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere