Rocker-rapper skrottet

Den massive omtale af Løget Ungeråds kontroversielle booking af rocker-rapperen A'typisk har nu ført til, at han er blevet droppet

A'typisk er blevet skrottet.

Den kontroversielle rapper, som åbent har forbindelser til rockermiljøet, skal ikke længere spille på en koncert i Vejle foran unge mennesker, som han ellers var blevet booket til.

Bookingen skabte nemlig så meget ravage, at de har endt med at tage ham af programmet til LUR Festen.

Se også: Satudarah-rocker skal optræde til ungdomsfest

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

- Vi og de unge er rigtig kede af, at sagen er blevet blæst op, som den er. Derfor har de unge, sammen med styregruppen og A'typisk og hans manager besluttet, at A'typisk trækker sig fra koncerten, fortæller Inger Sunkmanitutanka Svane Therkelsen, som er medarrangør af festen, til mediet.

De har i stedet valgt at hyre rapperen Benny Jamz til at spille koncerten - og ham har de googlet, fortæller hun.

- Det er blevet en stående joke her, men nu har vi googlet Benny Jamz og har ikke fundet noget, der skulle give problemer, siger Inger Sunkmanitutanka Svane Therkelsen.

A'typisk har blandt andet optrådt iført en Satudarah-lædervest i sine musikvideoer, og den kontroversielle booking nåede hele vejen ind på Christiansborg, hvor retsordfører i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, havde oplyst, at han ville drøfte sagen med justitsminister Nick Hækkerup.

Det er dog ifølge Inger Therkelsen helt ude af proportioner.