Rocker tiltalt for at skyde 21-årig i brystet: Men det var ikke med vilje

Bandidos-rocker fjumrede tilsyneladende med revolver, der dræbte 21-årig. Er nu tiltalt for uagtsomt manddrab

Politiet undersøger den Seat Leon, som den 21-årige blev kørt i til Glostrup Hospital efter skudepisoden. Foto: Kenneth Meyer
Politiet undersøger den Seat Leon, som den 21-årige blev kørt i til Glostrup Hospital efter skudepisoden. Foto: Kenneth Meyer

Det var ikke med vilje, at en 27-årig Bandidos-rocker dræbte en 21-årig mand med et enkelt skud i brystet fra en Smith & Wesson-revolver. 

Det mener anklagemyndigheden, der nu har tiltalt rockeren for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og våbenbesiddelse. Straffen går op til otte års fængsel.

Skyderiet skete 5. oktober sidste år mellem kl. 20.45 og 20.54 på en p-plads ved Kirkebjerg Søpark i Brøndby.

Den 21-åriges bror var også til stede, og han kørte sammen med Bandidos-rockeren den fatalt kvæstede mand til Glostrup Hospital, hvor han blev erklæret død.

Ifølge tiltalen fik Bandidos-rockeren og en 21-årig ven derefter travlt med at bortskaffe revolveren, der blev kastet væk på Vestvolden. De to tiltalte sidder begge varetægtsfængslet. De nægter sig skyldige i den tiltale, som er rejst.

Meldte sig selv
Knap to døgn efter drabet meldte den 27-årige sig til politiet for at forklare, at der var tale om en ulykke. Han blev varetægtsfængslet, sigtet for drab, men anklagemyndigheden har nu vurderet, at det var uagtsomt.

De nærmere omstændigheder kommer først frem under retssagen, der kører over fem dage fra 12. juli. Dommen falder 3. august. 

Politiet har blandt andet foretaget en rekonstruktion af skyderiet ud fra forklaringer fra den tiltalte og den dræbtes bror og de kriminaltekniske undersøgelser.

Rekonstruktionen bliver vist på video i retten. Desuden er der indkaldt en række vidner, herunder den dræbtes bror, som var på stedet, da skuddet faldt.

Politiet fandt efterfølgende Smith & Wesson-revolveren på Vestvolden, angiveligt efter at de nu tiltalte havde påvist, hvor våbnet var smidt.

Allerede i forbindelse med anholdelsen af den 27-årige Bandidos fortalte kilder i miljøet til Ekstra Bladet, at der var tale om et uheld eller et vådeskud. Der var angiveligt ingen stridigheder mellem offeret, dennes bror og Bandidos-rockeren - faktisk skulle de alle være gode venner.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere