Rocker var isoleret før selvmord

Advokat afventer undersøgelse: overvejer klage efter selvmord i fængsel

Den 24-årige Bandidos-rocker sad fængslet i sagen om trippeldrabet. (Foto: Privatfoto)
Den 24-årige Bandidos-rocker sad fængslet i sagen om trippeldrabet. (Foto: Privatfoto)

Selvmordet, hvor den 24-årig Bandidos-rocker, Umar Ashgar, tog sit eget liv fredag, skete dagen efter, at den pågældende var blevet lukket ud af isolation.

Det oplyser Jens Møller, chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

Rockeren har tidligere været dækket af navneforbud, men det er ophævet i dag, oplyser anklager Jacob Buch-Jepsen.

Det sker efter anmodning fra TV2.

Rockeren havde siddet varetægtsfængslet siden, han 18. april blev anholdt og sigtet i sagen om trippeldrabet på Frederiksberg i november i fjor, hvor tre unge mænd blev skudt, mens de lå og sov i en lejlighed.

Ved den lejlighed blev i alt seks sigtet for dels direkte medvirken til de tre drab samt hjælp til udførelse af ugerningen.

Den angivelige rollefordeling blandt de seks blev ikke beskrevet under grundlovsforhørets åbne del.

- I relation til vores sag, så kører efterforskningen videre. Han figurerer selvfølgelig ikke direkte i efterforskningen mere. Og selv om vi selvfølgelig tænker på de pårørende i forbindelse med selvmordet, så er der stadig ting omkring hans adfærd i tiden op til og omkring det tredobbelte drab på Frederiksberg, vi skal have undersøgt og som derfor godtgør, at vi fortsætter efterforskningen, siger Jens Møller.

Selvmordet fandt sted fredag aften i Holbæk arrest.

I weekenden offentliggjorde Bandidos MC Denmark en hyldest til deres afdøde bror. Her stod der: 'Vores elskede bror Bandidos Umar fra West City er i går gået bort. Bandidos MC Denmark sender sine varmeste tanker til Umars familie og vores brødre i West City. Vi ses i Forever Chapteret, bror'.

Den afdøde rockers lig er endnu ikke blevet frigivet. Han skal først obduceres.

Ingen ord fra kriminalforsorgen

Hos Kriminalforsorgen vil man ikke udtale sig om sagen:

- Der er tale om en konkret personsag, og derfor har vi ingen kommentarer, siger Sabrina Vig, pressemedarbejder, Kriminalforsorgen.

Den afdødes advokat, der nu repræsenterer de efterladte, Michael Juul Eriksen, forholder sig afventende i forhold til den triste sags samlede billede:

- Foreløbigt har vi bedt om at få oplyst, hvad Kriminalforsorgens undersøgelser munder ud i i forhold til omstændighederne omkring hans død. Derfor afventer vi i første omgang, før vi beslutter, om vi skal klage eller foretage andre juridiske skridt, siger advokaten.

Efter, at navneforbuddet nu er ophævet, kan pressen beskrive sagen tættere.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var den 24-årige rocker central i en konflikt, der udspillede sig forud for trippeldrabet.

Rockeren var nemlig  blevet knivstukket i maven under en episode, der havde udspillet sig i løbet af ugerne forud for trippeldrabet på Frederiksberg.

Umar Asghar har nægtet sig skyldig. Men har samtidig ikke villet udtale sig til politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere