Rockeradvokat om ny bandepakke: Skæv-vredet og populistisk

Undrer sig over partiers kovending i sag om nyt lovforslag om rockere og bandemedlemmer

Advokat Peter Secher Schmidt sammen med en af sine klienter, Jørgen 'Fehår' Nielsen, der blev prøveløsladt i juni 2013. (Foto: Linda Johansen)
Advokat Peter Secher Schmidt sammen med en af sine klienter, Jørgen 'Fehår' Nielsen, der blev prøveløsladt i juni 2013. (Foto: Linda Johansen)

Har politikerne stirret sig blinde - eller er der tale om hovedkulds populistisk stemmelefleri, der risikerer at skævvride dansk retshåndhævelse ganske betydeligt?

Begge dele er sådan set lige slemt, mener advokat Peter Secher Schmidt.

I 2013 vedtog Folketinget en såkaldt bandepakke, der strammede reglerne for rockere og bandemedlemmer ganske betydeligt. Og nu diskuteres yderligere en stramning på Christiansborg. Blandt andet om de nævnte figurer overhovedet skal komme i betragtning til prøveløsladelse.

Secher Schmidt har ført flere løsladelses-sager - blandt andet for tre livstidsdømte rockere. Han har kontante holdninger til politikernes foreløbige debat om sagen:

- Da Socialdemokratiet var i regering i 2014, afviste de et forslag fra en samlet blå blok om at rocker- og bandemedlemmer ikke skulle prøveløslades. Nu hvor venstre har dannet regering, er Socialdemokratiet vendt på en tallerken og ønsker ændringen gennemført. Men også venstre har skiftet holdning og er nu imod, siger rockeradvokaten.

Se også: Forsvarsadvokat:- Sass Larsen kunne selv ryge med i den nye bandepakke

Det samlede billede med begge partiers kovendinger, mener han, er populistisk stemmelefleri.

- Grundlæggende er forslaget problematisk af en indlysende grund: Forskelsbehandling, mener han.

Stramningerne går fuldstændig uden om de såkaldt almindelige kriminelle – også selvom den begåede kriminalitet er den samme som en rockers, og selvom den såkaldt almindelige kriminelle tidligere er straffet flere gange end rockeren.

- Forslaget bygger på en tyrkertro på, at en rocker per definition er farligere for hr. og fru Danmark end en forhærdet narkokriminel hjemmerøver med 25 tidligere domme bag sig. Det tror jeg nu ikke.  

- Justitsministeriet har end ikke lavet en statistik, der viser, at rockere og bandemedlemmer er mere kriminelle end andre sammenlignelige fanger. Altså andre fanger, der afsoner domme for samme slags kriminalitet og har sammenlignelige forstraffe.

- Lovforslag baseret på tro i stedet for viden burde høre til i kirkeministeriet. Hvorfor skal vi som samfund acceptere at andre - og måske mere farlige fanger - slipper billigere end rockerne, spørger advokaten.

Det er i øvrigt kun godt to år siden, at politikerne sidst strammede reglerne om prøveløsladelse for rockere og bandemedlemmer. Om den ændring virkede har politikerne - ifølge Secher Schmidt - slet ikke haft tid til at undersøge.

- Hvad med først at vurdere en eventuel virkning, før man ændrer reglerne?  Det er jo hamrende useriøst at misbruge retspolitikken til at skaffe stemmer på den måde.

- Og straf da endelig hårdt. Det er fint med mig. Men så må samme handling straffes lige hårdt, uanset om gerningsmanden har rygmærke eller ej.

Han spørger i samme åndedrag, hvorfor det eksempelvis var okay for nogle år siden at prøveløslade en livstidsdømt polak efter kun 12 års afsoning.

- Han har begået sindssygt voldsom kriminalitet og er dømt for flere drab, drabsforsøg og som tog gidsel under afsoningen, siger advokaten.

- Mon ikke Robert Mugabe kunne være retsordfører i et stort dansk parti uden nogen ville opdage forskellen, siger Secher Schmidt og uddyber:

- Jeg fik i hvert fald morgenkaffen galt i halsen, da det sidste år lød det fra daværende socialdemokratiske retsordfører, Trine Bramsen ’Stod det til mig, blev alle rockerborge i Danmark lukket - hellere i dag end i morgen, men desværre er der jo en grundlov, som forhindrer det’.   Hvordan kan vi stole på politikere, der ærgrer sig over grundloven og som skifter standpunkt alt efter om de har regeringsmagten eller ej, spørger advokaten.

- Den bedste måde at bekæmpe kriminalitet er stadig at retsforfølge fordomsfrit, og straffe de skyldige. Glem skræmmebillederne og brug kræfterne på dem, der begår ny kriminalitet igen og igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere