Rockere anholdt med våben: Anklager kræver hård straf

Ifølge anklager var våbenbesiddelsen et led i efterårets konflikt mellem Bandidos og Satudarah. Hun kræver bandidosfolk straffet efter bandeparagraffen

Det var under konflikten mellem Bandidos og Satudarah i efteråret sidste år, at to rockere blev standset tungt bevæbnede i en Mercedes. Foto: Kenneth Meyer og Tariq Mikkel Kahn
Det var under konflikten mellem Bandidos og Satudarah i efteråret sidste år, at to rockere blev standset tungt bevæbnede i en Mercedes. Foto: Kenneth Meyer og Tariq Mikkel Kahn

RETTEN I HILLERØD (Ekstra Bladet): En 40-årig fuldgyldig rocker og et 31-årig prøvemedlem af Bandidos er netop blevet kendt skyldige i overtrædelse af våbenloven.

De to blev pågrebet 3. november, mens den seneste konflikt mellem Bandidos og Satudarah stod på sit højeste i efteråret 2017.

I bandidosfolkenes bil fandt politiet et US-karabin gevær kaliber 7.62 mm., der havde et magasin med 15 skarpe skud.

Desuden lå der to ekstra magasiner med 15 skarpe patroner og to æsker med 99 skarpe skud. Så rockerne havde i alt 144 skud til karabinen.

- Det var til angreb eller forsvar
Politiet mener, at rockerne var bevæbnede på grund af den verserende konflikt mellem Bandidos og Satudarah på Sjælland.

Derfor havde anklagemyndigheden rejst tiltale mod de to rockere efter 'bandeparagraffen', hvor straffen skal fordobles.

- De havde intet andet motiv til at have våbnet end at have det til angreb eller forsvar. Der er ingen tvivl om, at de begge var klar til kamp, lød det fra anklager Christina Schønsted.

Hun kræver den 40-årige rocker fængslet i ikke under syv år, mens hun mener, at prøvemedlemmet skal straffes med fængsel i ikke under fem år for besiddelsen af det ladte våben på offentlig vej.

Omvendt mener forsvaret, at der særligt i prøvemedlemmets tilfælde er tale om formildende omstændigheder, og at han derfor ikke bør gives mere end den almindelige straf for våbenbesiddelse, der lyder på to år og seks måneder.

Den 40-årige bandidosrocker har sagen igennem påtaget sig hele skylden og forklaret, at han var i besiddelse af våbnet for at beskytte sig selv.

Omvendt har den 31-årige prospect hårdnakket hævdet, at han ikke anede, at karabinen lå i bilen.

- Jeg er hans overordnede, og det er mig, der tager skylden her. For det er min skyld, det er mit våben, lød det da også under retssagen fra den 40-årige rocker, som støtter prøvemedlemmets forklaring.

Dommere og nævninge var dog enige om at tilsidesætte de to rockerfigurers forklaringer, blandt andet med henvisning til at begge var iført skudsikre veste, da de blev anholdt, samt at den 40-årige rocker under et grundlovsforhør fortalte retten, at de var iført vestene på grund af konflikten.

Udover den skarpladte riffel blev de to også kendt skyldige for besiddelsen af lægtehammer, som politiet fandt under førersædet i bilen, og en økse, som den 40-årige Bandidos-rocker havde påsat sin skudsikre vest.

Konflikt førte til masselukninger af klubhuse
Samme dag som de to rockere blev anholdt, lukkede politiet 11 af Bandidos og Satudarahs klubhuse. Lukningen blev besluttet på grund af konflikten mellem Satudarah og Bandidos og de to rocker-klubbers støttegrupper.

Fire af de lukkede rocker-borge lå i Nordsjælland.

Konflikten mellem Bandidos og Satudarah eskalerede efter et større slagsmål mellem de to grupper ved et boksestævne i Herlev den 27. oktober sidste år. Under slagsmålet fløj kasteskyts gennem luften, mens konferencieren forsøgte at tale folk til ro.

To Bandidos-folk blev angrebet med kniv, og værst gik det ud over en 46-årig tidligere drabsdømt rocker, der blev kvæstet af knivstik i maven. Politiet mente, at en Satudarah-rocker førte kniven.

Slagsmålet resulterede i tiden derefter i flere alvorlige angreb og voldelige hændelser mellem de to grupper, og derfor besluttede politiet at lukke de 11 klubhuse midlertidigt.

De to rockergrupper brugte både skydevåben, stik- og slagvåben under konflikten.

- Politiet vurderer sammenfattende, at der med baggrund i de mange angreb og hændelser siden den 27. oktober i Herlev, den geografiske spredning af disse hændelser og ikke mindst den forholdsvis korte tidsmæssige udstrækning mellem de enkelte episoder, er betydelig risiko for yderligere angreb og voldelige hændelser. Endvidere vurderes det, at rockergrupperingernes klubhuse vil kunne udgøre et mål for yderligere angreb i konflikten, lød det fra politiet om lukningen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere