Rockere anholdt med våben: Her er dommen

Anklager krævede to bandidosrockere dømt efter bandepargraffen, der giver mulighed for en fordobling af straffen

Det var under konflikten mellem Bandidos og Satudarah i efteråret sidste år, at to rockere blev standset tungt bevæbnede i en Mercedes. Foto: Kenneth Meyer og Tariq Mikkel Kahn
Det var under konflikten mellem Bandidos og Satudarah i efteråret sidste år, at to rockere blev standset tungt bevæbnede i en Mercedes. Foto: Kenneth Meyer og Tariq Mikkel Kahn

RETTEN I HILLERØD (Ekstra Bladet): Da politiet i november sidste år stoppede to mænd med tilknytning til Bandidos, var rockerne iført skudsikre veste og bevæbnet og parate til at slå igen under konflikten mod den rivaliserende klub Satudarah.

Det mener et enigt nævningeting ved Retten i Hillerød, der netop har idømt et 40-årigt fuldgyldigt medlem og et 31-årigt prøvemedlem hhv. seks og fem års fængsel for besiddelse af en US-karabin kaliber 7.62 mm., der havde et magasin med 15 skarpe skud.

I rockernes bil fandt politiet også to ekstra magasiner med 15 skarpe patroner og to æsker med 99 skarpe skud. Så rockerne i alt havde 144 skud til karabinen.

Se også: Tiltale: Tungt bevæbnede Bandidos-rockere var klar til krig

Under sagen har det 40-årige fuldgyldige medlem erkendt våbenbesiddelsen, som han forklarede med behovet for at beskytte sig selv. Han nægter dog, at han havde våbnet som led i konflikten mod Satudarah.

Heksejagt
Omvendt har det 31-årige prøvemedlem fastholdt, at han ikke anede, at hans højtstående rockerkammerat havde medbragt et gevær i den bil, som de to blev anholdt i.

Ikke desto mindre udløste våbenbesiddelsen i dag de mange års fængsel, som blev givet på baggrund af straffelovens bandeparagraf, der giver retten mulighed for at fordoble en straf, hvis overtrædelsen er sket i forbindelse med en konflikt i rocker-bandemiljøet.

De to bandidosfolk ankede rettens afgørelse på stedet.

Da retten tidligere i dag afsagde skyld i sagen, valgte det 40-årige medlem at tage ordet.

- Det her minder om en fadæse. Man sidder fra aviser og politiet og foregiver, at vi er med i en bandekonflikt. Det er en heksejagt, lød det fra det 40-årige medlem, som under sagen flere gange har understreget, at det 31-årige prøvemedlem uretmæssigt er røget med i faldet, og at de to på ingen måde kørte bevæbnede rundt i Nordsjælland som et led i rockerkonflikten.

Plaprede i politibil
I rettens afgørelse kom det dog frem, at det blandt andet var den 40-årige rockers egen forklaring ved et grundlovsforhør 4. november, der overbeviste retten om, at de to rockere var bevæbnet i forbindelse med konflikten mellem Satudarah og Bandidos, der i november sidste år var på sit højeste.

På samme måde lagde retten til grund, at rockeren efter sin anholdelse i Jægerspris fra bagsædet af politiets bil også fortalte en politiassistent om den verserende rocker-konflikt.

Se også: Rockere anholdt med våben: Anklager kræver hård straf

Udover besiddelsen af geværet, blev den 40-årige rocker kendt skyldig i den ulovlige besiddelse af en økse, som var fastgjort til hans skudsikre vest.

Det 31-årige prøvemedlem blev ligeledes dømt for besiddelsen af en lægtehammer, som også blev fundet i rockernes bil.

Retten besluttede i samme omgang at udstrække det navneforbud, som de to bandidosfolk har været beskyttet af siden grundlovsforhøret i sagen.

Slagsmål ved boksestævne
Konflikten mellem Bandidos og Satudarah eskalerede sidste år efter et større slagsmål mellem de to grupper ved et boksestævne i Herlev den 27. oktober. Under slagsmålet fløj kasteskyts gennem luften, mens konferencieren forsøgte at tale folk til ro.

To Bandidos-folk blev angrebet med kniv, og værst gik det ud over en 46-årig tidligere drabsdømt rocker, der blev kvæstet af knivstik i maven. Politiet mente, at en Satudarah-rocker førte kniven.

Slagsmålet resulterede i tiden derefter i flere alvorlige angreb og voldelige hændelser mellem de to grupper, og derfor besluttede politiet at lukke 11 klubhuse midlertidigt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere