Rockere i konflikt med ghetto-gruppering: Kamp om hashhandel muligt motiv

Strid om kriminelle markeder kan ligge til grund for sammenstød mellem Bandidos og unavngiven gruppe i Holbæk

Bandidos' klubhus i Østerstræde i Holbæk blev søndag 14. oktober udsat for et brandattentat, da ukendte gerningsmænd kl. 22.17 kastede molotovcocktails mod huset. Video: Local Eyes/ Ekstra Bladet.

Pistoler i det offentlige rum, mand med økse og brandattentat mod et Bandidos-klubhus.

Episoderne er talrige, men foreløbig står politiet uden nogen bagvedliggende forklaring på konflikten i Holbæk mellem rockerklubben Bandidos på den ene side og en unavngiven gruppering forankret i det såkaldte Vangkvarter på den anden.

Se mere video på Local Eyes.

En konflikt, som foreløbig er kulmineret med, at ordensmagten 17. oktober oprettede to visitationszoner i Holbæk.

- Vi modtog to anmeldelser om pistollignende genstande inden for en time (16. oktober, red.). Dagen efter blev visitationszonerne oprettet, siger kommunikationsmedarbejder fra Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ny visitationzone i indre by samt Vangkvarteret i Holbæk er gældende til og med 31. oktober 2018. Politifoto
Ny visitationzone i indre by samt Vangkvarteret i Holbæk er gældende til og med 31. oktober 2018. Politifoto
 

Kilder med indblik i det kriminelle miljø siger til Ekstra Bladet, at det blandt andet handler om strid om kriminelle markeder, nærmere betegnet hashhandlen, i den sjællandske provinsby.

En del af hashhandlen foregår angiveligt fra netop Vangkvaretet.

Kilderne ønsker af hensyn til deres sikkerhed at være anonyme.

Ekstra Bladet aflagde for nylig Vangkvarteret et besøg og kunne ved selvsyn iagttage den mere eller mindre åbenlyse hashandel.

Politiet er mere tøvende i forhold til motiverne.

- Vi har ikke evidens for at sætte lighedstegn mellem konflikten og kamp om kriminelle markeder, siger Martin Bjerregaard.

Det forlyder dog, at politiet skeler til baggrunde for lignende konflikter andre steder i landet, herunder i hovedstadsområdet.

Selv om den unavngivne gruppering knyttes til Vangkvarteret, er det ikke ensbetydende med, at samtlige personer har rødder i området. Grupperingen tiltrækker ifølge Ekstra Bladets kilder folk fra både Kalundborg, Jyderup og forskellige steder i Odsherred.

- Relationerne er uklare, men det er ikke altid lokale, siger Martin Bjerregaard og uddyber, at sammenstimlingen af udefrakommende kan indbefatte både venner, bekendte og familiemedlemmer.

Det er på nuværende tidspunkt uklart, om den unavngivne gruppering arbejder på at finde forankring i en bandestruktur. Ekstra Bladet erfarer dog, at politiets Nationale Efterforskningscenter, som normalt involveres i efterforskningen af bandekonflikter, også kigger på Holbæk.

- NEC indsamler informationer, når der er tale om en konflikt, hvor Bandidos er den ene part, siger Martin Bjerregaard.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere