Rockerhvalpe tiltalt: Påkørte mand og tævede ham med økse

Offer udsat for brutal afstraffelse med påkørsel, knivstik og slag med både hammer og økse

Rockerhvalpene skulle have tilknytning til en Bandidos-støtteklub i Nordsjælland. (Foto: Martin Schutt, DPA)
Rockerhvalpene skulle have tilknytning til en Bandidos-støtteklub i Nordsjælland. (Foto: Martin Schutt, DPA)

Fem unge rockerhvalpe er tiltalt i en sag om grov vold og skud mod beboelse. Sagen kører for tiden ved Retten i Helsingør.

De fem nægter sig skyldige.

Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet har de fem - der i alderen 20 til 29 - tilknytning til en Bandidos-støtteklub i Nordsjælland, og anklageskriftets første punkt beskriver, hvordan de fem er tiltalt for 19. marts i år omkring kl. 19.10 i Helsinge at have påkørt en jævnaldrende mand.

Påkørslen var så voldsom, at offeret blev slynget mod en lygtepæl og slået bevidstløs. Derefter fik han tæsk med en hammer og bagsiden af en økse - ligesom han blev sparket i hovedet og stukket gentagne gange i benet med en kniv.

Det skete, mens offeret var værgeløs, lyder det i anklageskriftet.

Anklageskriftets næste punkt beskriver, hvordan der 20. marts - ligeledes i år - kort før midnat blev affyret otte skud mod hoveddøren og terrassedøren til en ejendom i Græsted, hvor tre personer befandt sig det pågældende tidspunkt.

Til alt held blev ingen ramt.

Dertil kommer en række punkter, hvor de enkeltvis er tiltalt for blandt andet ulovlig våbenbesiddelse, for at have kørt bil, selv man var frakendt kørekortet i fem år samt spirituskørsel.

Motivet til episoderne har foreløbigt ikke været belyst under retssagen. Men dele af sagen trækker tilsyneladende spor til affæren, hvor Bandidos-veteranen, Poul 'Big Mac' Joachim Hansen, døde under et værtshusslagmål på bodegaen Van Helsing i Helsinge natten mellem den 29. og 30. juni 2014.

Under bataljen fik den 42-årige familiefar og rocker hjerteslag, og hans liv stod ikke til at redde, da ambulancen nåede frem.

Ved en retssag 29. april i år blev en 24-årig mand kendt skyldig i dødsvold og i den forbindelse idømt forvaring for sin andel i slagsmålet på Van Helsing.

Lillebroren til den dømte var til stede i huset, der 20. marts i år blev beskudt og som er nævnt i anklageskriftet.

Anklager i sagen, Tina Davidsen, vil ikke kommentere Ekstra Bladets oplysninger.

- Ved retssagen har der ikke været noget fremme omkring motivet, siger hun.

Sagen har allerede kørt nogle dage, og ud over i dag, kører den også i morgen ligesom der er afsat en retsdag i oktober.