Rockermedlemmer anholdt i stor aktion: Havde ulovlige våben og klonede luksusbiler

Fire personer er anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse samt kloning af luksusbiler. Flere af dem er rockermedlemmer

Natten til tirsdag har politiets regionale efterforskningsfællesskab Særlig Efterforskning Øst med støtte fra øvrige politikredse på Sjælland foretaget fire anholdelser af personer i Storkøbenhavn.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

En af de anholdte er fuldgyldigt medlem af en rockergruppering, mens den anden anholdte er medlem af en anden rockergruppering. De to øvrige anholdte er i forvejen kendt af politiet.

Personerne er mistænkt for at foretage såkaldt kloning af luksusbiler, hvor man erstatter det originale stelnummer med et kopieret stelnummer fra en anden bil.

Fandt flere våben
I forbindelse med nattens aktion har politiet under en række ransagninger beslaglagt en fuldautomatisk riffel, to håndvåben, en signalpistol, et større kontantbeløb, 25 biler, syv motorcykler, kommunikationsmidler samt beviser til sagen i øvrigt.

Vicepolitiinspektør Mads Helios fortæller til Ekstra Bladet, at der er tale om en række Harley Davidson motorcykler samt håndværker-varebiler, minibusser og luksusbiler - blandt andet af mærkerne Audi og Jaguar.

Politiets aktion rettede sig blandt andet mod adresser på Midtsjælland, hvor en del af arbejdet med at ændre stelnumre på køretøjerne er foretaget. Der har også været en aktion på en adresse i Nordsjælland, oplyser politiet.

- Vores opfattelse er, at nogen har forsøgt at tjene penge på det, siger Mads Helios til Ekstra Bladet.

To af de anholdte er sigtet for besiddelse af automatriflen. Samtidig er en af de anholdte sigtet for besiddelse af de beslaglagte håndvåben.

De to øvrige anholdte er sigtet for groft bedrageri, mens en af dem ligeledes er sigtet for at have været i besiddelse af automatriflen.

Glade for aktionen
Hos Københavns Politi er de godt tilfredse med resultatet af aktionen.

- Vi er meget tilfredse med resultatet af nattens anholdelser og ransagninger, der efter kort tids efterforskning har givet et foreløbig godt resultat. Indsatsen er forløbet tilfredsstillende. Der forestår nu yderligere efterforskning i sagen, hvorfor yderligere anholdelser ikke kan afvises, siger vicepolitiinspektør Mads Helios i pressemeddelelsen.

Alle fire anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde tirsdag eftermiddag med krav om fængsling. Dørene vil blive forlangt lukket, fordi man stadig er på et relativt tidligt tidspunkt i efterforskningen.

- På nogle punkter er vi ret langt, mens vi på andre områder er tidligt i forløbet, siger Mads Helios til Ekstra Bladet.

Mads Helios kan endnu ikke fortælle, hvordan de anholdte stiller sig i forhold til sigtelsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere