Rockers drabsvåben i glas og ramme

Maskinpistolen, som HA'eren Jønke likviderede Bullshit-høvdingen 'Makrellen' med, er den seneste genstand på Politimuseet i København

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Seks store vinduer pryder facaden, og rundingen i toppen af hvert vindue afslører, at der er tale om en bygningsværk, som ikke er fra dette århundrede - eller det sidste for den sags skyld.

Den store, grønne dør åbner, og på den anden side står museumsleder Frederik Strand og byder velkommen. Der går ikke længe, før der fornemmes en gennemtrængende entusiasme over museets muliggørelse.

– Det er specielt, at de her genstande er samlet. Det er meget specielt i virkeligheden. Hvis jeg skal give et bud, findes der ikke ret mange museer på verdensplan, som har sådanne ting, forklarer Frederik Strand stolt og gestikulerer mod trappen, som vi bevæger os op ad.

Fra 1984
For enden entrerer vi et rum og bliver mødt af en rektangulær glasmontre. 'Hells Angels MC Nomads DK' siger et stort skilt over museets seneste nyerhvervelse: Maskinpistolen, som HA’eren Jønke likviderede Bullshit-høvdingen - kendt som ’Makrellen’ - med i 1984.

– Den spiller en markant rolle rent historisk. Den markerer et brud i kriminalitetsbilledet, som stadig gør sig gældende i dag, forklarer Frederik Strand og påpeger, at drabet var startskuddet til mange års rocker- og bandekonflikt.

– Vi ser, at hele mønstret begynder at ændre sig efter drabet, hvilket påvirker politiets arbejde markant den dag i dag. Drabsvåbnet siger også noget om voldsparatheden. At det er en maskinpistol, der bliver benyttet til at likvidere ’Makrellen’. Det ser man altså ikke tit.

Ved siden af maskinpistolen hænger blandt andet en kniv fra Peter Lundin-sagen, samt pistolen som Palle Sørensen brugte til at dræbe fire betjente efter et røveri med. Effekter, der ifølge Frederik Strand har en stor betydning i den danske kriminalhistorie.

– Genstandene er koblet op på drab, og hvad der ellers er sket af ubehagelige begivenheder. Og det er jo selvfølgelig noget, som der ofte er diskussion omkring.

– Er der overhovedet en grænse for, hvad I udstiller?

– Der er selvfølgelig altid en afvejning, når vi udstiller genstande: Hvilken historisk rolle og samfundsbetydning de har. Og så er der det tidsmæssige perspektiv. Det er en balancegang, som varierer fra sag til sag.

– Hvad sagde de pårørende til, at I ville udstille maskinpistolen?

– Vi har ikke snakket med de pårørende inden. Vurderingen har været, at sagen går så langt tilbage, at det ikke var nødvendigt. Der er ligesom nogle grænser for, hvor langt vi går tilbage, når vi kontakter pårørende, afslutter Frederik Strand.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere