Røg hash to måneder før kørsel: Jens mistede kørekortet i tre år

Stoppet tre gange af den samme betjent: Knaldet med lille hash-promille og fik taget kørekortet – men håber på medhold i ankesag i 2017, når Folketinget formentligt ændrer lov

Jens Hansen bliver stoppet igen og igen af politiet. Foto manipulation: Ole Frederiksen
Jens Hansen bliver stoppet igen og igen af politiet. Foto manipulation: Ole Frederiksen

Det har fået alvorlige konsekvenser for den 36-årige fynske håndværksmester Jens Hansen (navn opdigtet, red.), at han i  november sidste år rutinemæssigt blev stoppet af en motorcykelbetjent i Odense.

For Jens Hansen havde nemlig et indhold af det såkaldte cannabis-stof THC på 0,0036 i blodet og blev fradømt kørekortet ubetinget i tre år og fik en bøde på 18.500 kroner.

Jens og en lang række andre danskere er i de senere år blevet fradømt kørekortet for hash-kørsel, selv om der ikke findes seriøse og videnskabelige undersøgelser, der afslører, hvordan THC-mængden i kroppen påvirker evnen til at køre bil.

- Det er en katastrofe for mig ikke at have et kørekort som håndværksmester. Jeg bruger min bil hele tiden og på alle tider af døgnet. Derfor er jeg også tvunget til at køre videre. Jeg er siden blevet snuppet tre gange af politiet for at køre bil uden kørekort, beretter Jens Hansen.

Familiefar og festryger
Jens Hansen er på ingen måde narkoman eller misbruger af hash. Han beskriver sig selv som en festryger, som altid har kunnet passe sit arbejde og sin familie. Han bor i et pænt villakvarter et sted på Fyn.

- Når jeg ikke vil stå frem med mit rigtige navn, er det på grund af min virksomhed og min familie, forklarer Jens Hansen, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt.

Den 36-årige fynbo fortæller, at han faktisk slet ikke havde røget hash op til kørslen, hvor han blev stoppet af politiet.

- Nej, jeg havde ikke røget i to måneder før. Men et par dage før politiet standsede mig, sad jeg i et selskab, hvor der blev røget hash. Jeg selv fik ikke så meget som et puf. Jeg havde nemlig læst om den hårde straf på tre års ubetinget frakendelse af kørekortet ved hash-kørsel, og præcis derfor var jeg stoppet med at ryge.

- Før røg jeg typisk en gang i løbet af en weekend. Men jeg turde ikke længere, fordi jeg er så afhængig af mit kørekort.

Var ikke nervøs
Jens Hansen blev stoppet helt rutinemæssigt af en motorcykelbetjent.

- Jeg var overhovedet ikke nervøs og tænkte slet ikke på, at jeg kunne have hash i blodet. Jeg følte mig på ingen måde påvirket. Betjenten slog mit navn op og her kunne han se, at jeg for nogle år siden havde fået en bøde for besiddelse af et gram hash. Så han ville gerne teste mig for at se, om jeg kørte med stoffer i blodet.

- Det var jeg overhovedet ikke bange for. Men apparatet slog alligevel ud for hash, og så måtte jeg ind på politigården og have taget en blodprøve. Betjenten var på alle måder korrekt og behandlede mig pænt og ordentligt. Men jeg var da noget nervøs, da jeg forlod politistationen, beretter Jens Hansen.

Kørekortet blev inddraget med det samme. Og dermed måtte han altså ikke længere køre bil.

Stoppet igen
Jens Hansen blev efterfølgende kendt skyldig af retten i Odense. Retten begrundede dommen med, at Jens var bekendt med at ryge hash og også tidligere var dømt for at besidde hash. Derfor havde han handlet uagtsomt ved at have udsat sig selv for passiv hashrygning.

Selv om kørekortet blev snuppet, så fortsatte - og fortsætter - Jens Hansen med at køre bil.

- Nogle måneder efter, at jeg var blevet stoppet første gang, blev jeg standset igen af den samme betjent. Han sagde, at min baglygte ikke virkede. Han kunne godt genkende mig, så jeg blev igen narkotestet igen. Der var ikke spor af hash overhovedet. Men jeg fik en bøde på 7-8000 kroner for at køre bil i frakendelsestiden.

Her stoppede det dog ikke.

En måned senere skulle Jens Hansen i retten for at modtage sin dom. Han snuppede lige bilen - og blev stoppet igen - af politiet.

- Jeg havde parkeret et stykke fra retten. Og jeg ved ikke, om politiet havde holdt øje med mig. Jeg nåede knap nok at bakke ud fra p-båsen, før jeg blev stoppet. Denne gang var det en anden betjent, og jeg blev ikke testet for narko eller alkohol. Men der kom da en ny bøde på de godt 8000 kroner.

Interviewet fortsætter efter denne artikel:

ADVOKATEN: RETSSIKKERHEDEN ER I FARE

Forsvarsadvokat Morten W. Kamp fra advokatfirmaet Stage har ført en lang række sager om hash-kørsel.

- Jeg får konstant henvendelser fra folk, som er blevet taget for hash-kørsel. Det er ganske almindelige borgere, som ryger en joint en gang imellem.

De er hverken kriminelle eller narkomaner. Men pludselig er de kommet i klemme i en helt skæv lovgivning, siger Morten W. Kamp til Ekstra Bladet.

Han fortsætter:

- Problemet er, at den nuværende lovgivning er lavet for, at det skal være nemt for myndighederne. Der er ingen som helst sammenhæng mellem færdsels-sikkerheden og påvirketheden. Højesteret har indført, hvad der stort set svarer til en nul-tolerance-grænse.

Har man THC i blodet, så bliver man dømt. Uanset om bilisten har været påvirket eller ej. Hensynet til, at det hele skal være nemt at håndtere vejer langt tungere end hensynet til borgernes retssikkerhed og færdsels-sikkerheden. Og det synes jeg er et kæmpe problem, siger Morten W. Kamp.

Afventer ny lov
Morten W. Kamp er advokat for Jens Hansen og han afventer nu, at Folketinget går i gang med at ændre lovgivningen.

Skærmbillede 2016-12-06 kl. 10.38.12.png 

- Heldigvis ser det nu ud til, at politikerne er ved at komme til fornuft. Der skal naturligvis være en sammenhæng mellem straffen og farligheden.

Morten W. Kamp håber, at hans fynske klient vil slippe for at fortsat at skulle være uden kørekort efter lovændringen.

- Det kan være, at han slipper med en bøde og måske et klip i kørekortet efter den nye lov er blevet gennemført. Det er nemlig sådan, at hvis noget ikke er strafbart længere, så udløser det en frifindelse.

- Jeg håber på, at der i den nærmeste fremtid bliver fremlagt et lovforslag, så loven kan ændres. Det er jo rigtig mange helt almindelige danskere, som lige nu er kommet i klemme på en helt urimelig måde, fastslår forsvarsadvokaten.

 

Ligget på lur
I oktober 2016 blev Jens Hansen så stoppet endnu en gang af den betjent, som to gange før havde været efter ham.

- Det var så tredje gang, at vi mødtes, og det kan næppe være en tilfældighed. Han må have ligget på lur efter mig her i kvarteret, hvor jeg bor. Jeg blev heller ikke testet denne gang. Det syntes han ikke var nødvendigt. Men jeg fik en ny bøde på omkring 8.000 kroner for at køre i frakendelsestiden.

Satser på lovændring
Siden har Jens Hansen skiftet bil, og han har med egne ord et øje på hver finger, inden han sætter sig bag rattet.

- Jeg er meget ked af situationen. Jeg synes, at det er helt urimeligt, at jeg skal straffes så hårdt. Jeg havde ikke røget i to måneder før kørslen. Den smule THC, der var i mit blod, påvirker overhovedet ikke kørslen. Alligevel skal jeg være uden kørekort i tre år. Jeg bryder mig ikke om, at man styrer narkotikalovgivningen gennem Færdsesloven.

- Jeg er imod narko- og alkoholkørsel. Det skal naturligvis straffes hårdt, hvis folk kører i påvirket tilstand. Men det her er noget bureaukratisk pjat.

Interviewet fortsætter efter denne artikel:

MISBRUGS-EKSPERT: DER ER INGEN TOMMELFINGER-REGEL

Misbrugs-ekspert  i Stofrådgivningen i København, Henrik Rindom, har et godt råd til de hash-rygere, som vil være helt sikre på, at de kan køre bil uden at miste kørekortet i tre år:

- Køb en urintest.  Hvis den viser, at man er clean, så kan man køre helt uden risiko for at miste kortet. Men det kan godt tage to måneder fra man har røget hash til man er helt clean. Jeg skyder angiveligt vildt over målet med dette råd.

Men som jeg siger til de unge: Der er ingen fremtid i at ryge hash og køre bil, lyder det fra den kendte misbrugs-ekspert  og psykiater.

Ifølge Henrik Rindom findes der ingen seriøse og videnskabelige undersøgelser, som klart og utvetydigt påviser sammenhængen mellem mængden af THC i blodet og evnen til at køre bil.

Ikke videnskabeligt belæg
- Jeg har aldrig set en sådan gennemarbejdet undersøgelse, der baserer sig på facts. Så ud fra et videnskabeligt synspunkt er der meget lidt belæg for at sætte nogle 'genstands-grænser' op, som man gør ved alkohol.

- Man har i stedet valgt at sige, at hash er ulovligt, og så skal det ikke være i blodet. Jeg så rigtig gerne, at man lavede nogle forsøg med unge hashrygere, der har et dagligt forbrug af hash.

Man kunne lade dem trappe ned over en periode og samtidig teste deres evne til at køre bil i en simulator hos for eksempel DTU. Det kunne være en meget værdifuld undersøgelse, fastslår overlægen.

Henrik Rindom bliver ofte spurgt om, der er en tommelfinger-regel om, hvornår man kan køre bil efter at have røget hash.

- Svaret er ganske klart. Der er ikke nogen tommelfingerregel, siger misbrugseksperten.

Mængden af fedtvæv i kroppen og hyppigheden af, hvor tit man ryger hash, er nogle af de faktorer, som spiller ind på, hvor længe THC efterfølgende kan måles.

 


- Men du kunne  bare holde dig helt fra hashen?

- Det gør jeg skam også nu. Jeg ryger overhovedet ikke hash mere. Jeg skal ikke nyde noget med den urimelige lovgivning. Men sagen går mig på psykisk. Jeg kigger hele tiden efter politiet.

- Jeg ved heller ikke, hvordan jeg er stillet rent forsikringsmæssigt i tilfælde af en ulykke. For jeg må ikke køre bil uden kørekort, siger Jens Hansen.

Et flertal i Folketinget har bebudet en ændring af loven, fordi den straffer urimeligt hårdt. Jens Hansen håber nu, at han måske kan få sit kørekort igen, når Folketinget har ændret reglerne.

- Skidt med bøderne. Men kortet vil jeg gerne have hurtigt igen, lyder det fra den 36-årige håndværksmester.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen