Røver kaster ældre kvinde hen ad gulvet: 'Han skal ikke bestemme over mig'

Den 69-årige kioskekspedient besluttede med det samme, at hun ikke ville gøre, som røverne bad om

B. Nielsen blev smidt hen ad gulvet under det voldsomme røveri, da hun nægtede at gøre som røverne sagde. Se den voldsomme episode her

Den 69-årige kioskekspedient B. Nielsen er ikke sådan at løbe om hjørner med.

Det måtte to røvere i fredags erkende, selv om de gjorde deres til, at kvinden skulle udlevere dagens omsætning og de kontantindbetalinger, som kunder havde foretaget for kunder via Western Union.

Trods elefanthuer og kokkeknive samt en meget voldsom adfærd valgte den erfarne B. Nielsen at stå ved sin beslutning. De to skulle ikke have så meget som en bukket femøre.

Og hun fik til sidst sin vilje, selv om hun blev kastet hen ad kioskgulvet to gange, blev hevet i nakkehårene og blev truet og snittet med en kokkekniv.

- De skal da ikke bestemme over mig, siger B. Nielsen til Ekstra Bladet.

Store blåsorte mærker
Hurtigt efter at Ekstra Bladet har indfundet sig i kiosken tirsdag, trækker ekspedienten op i sine leggings. Midt på låret har hun i dag et fodboldstort blåt og sort mærke. Og på sin ene arm er der flere blå mærker.

- Det må jeg have fået, da jeg blev kastet hen ad gulvet. Og mærkerne på armen var, da han kneb fat i den. Da han tog fat i hårene, kan jeg godt sige dig, at jeg kunne mærke det, siger B. Nielsen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

B. Nielsen har fået flere knubs og også en flænge i huden, som formentlig er kommet, fordi hun blev strejfet af en af kokkeknivene. Foto: Per Rasmussen
B. Nielsen har fået flere knubs og også en flænge i huden, som formentlig er kommet, fordi hun blev strejfet af en af kokkeknivene. Foto: Per Rasmussen
 

Det begyndte med, at de to røvere kom ind. Den ene stillede sig ved siden af kasseapparatet, hvor der er en lille passage ind til et rum med spillemaskiner. Derinde sad en mandlig kunde, som blev truet med en kokkekniv til ikke at gøre noget.

Men den trussel fik ekspedienten aldrig øje på, fortæller B. Nielsen.

- Jeg valgte at gøre modstand, fordi jeg vidste, at der sad en kunde derinde. Jeg havde måske nok forventet, at han havde hjulpet mig, men det kunne han så ikke, forklarer B. Nielsen.

Ville slå røver i hovedet med flaske
Efter først at være blevet grebet fat i og kastet hen ad gulvet, rejste ekspedienten sig og tog fat i en flaske snaps.

- Jeg vidste, at ingen alligevel gad at købe den. Jeg havde tænkt mig at give røveren et ordentligt gok i nødden med den. Men så langt nåede jeg ikke, siger B. Nielsen.

I stedet tog røveren fat i nakkehårene på ekspedienten og fik hende til at komme med op til kasseapparatet.

- Så gav jeg mig til at skrige efter hjælp. Den anden røver forsøgte at åbne kasseapparatet med sin kniv, forklarer ekspedienten videre.

B. Nielsen har gemt snapseflasken på næstnederste hylde til venstre for cigarethylderne i tilfælde af, at hun skulle få brug for den en anden gang. Foto: Per Rasmussen
B. Nielsen har gemt snapseflasken på næstnederste hylde til venstre for cigarethylderne i tilfælde af, at hun skulle få brug for den en anden gang. Foto: Per Rasmussen
 

- De spurgte, hvor pengene var, og jeg pegede ned på skabet. Også selv om jeg vidste, at der ikke var nogen penge dér.

Gad ikke tage panodiler
Røverne rodede lidt mere igennem og gav sig til sidst til at løbe fra kiosken. Med uforrettet sag.

B. Nielsen måtte en tur omkring skadestuen. Her bad en læge hende om at tage panodiler op til fire gange dagligt.

- Jeg har ikke taget en eneste, siger kvinden til Ekstra Bladet.

Købmanden valgte at give B. Nielsen fri fra job lørdag.

- Men det sagde jeg, at jeg ikke ville have. Jeg sagde til ham, at det var nødvendigt for mig at komme herned igen. Ellers kommer jeg ikke igennem det.

I december i fjor blev B. Nielsen udsat for et tilsvarende røveri. Og det hylede hende noget mere ud af den, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Men denne gang ville jeg ikke finde mig i det.

B. Nielsen har talt episoden igennem med sin familie. Hun føler sig overbevist om, at røverne er etniske danskere. Foto: Per Rasmussen
B. Nielsen har talt episoden igennem med sin familie. Hun føler sig overbevist om, at røverne er etniske danskere. Foto: Per Rasmussen
 

Røvere er på fri fod
De to røvere er stadig på fri fod. Og det er årsagen til, at B. Nielsen ikke ønsker sit fornavn nævn i artiklen.

- De skulle nødig kunne finde frem til min privatadresse, siger hun.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har offentliggjort en overvågningsvideo fra kiosken. Håbet er, at nogen kan genkende de to gerningsmænd.

Leder af lokalpolitiet i Slagelse, Jens Jedig Christiansen, fortæller til Ekstra Bladet, at han personligt gerne vil have fat i gerningsmændene.

- Jeg skal nok komme efter dem, siger han til Ekstra Bladet.

- Det er dér, hvor man tænker på, at i alt fald ham, der har fat i hende, er en granvoksen mand med en vis statur og styrke. Han tillader sig at tage sådan fat i en ældre kvinde, hvor hans styrke er overlegen. Det synes, jeg nok ikke skulle være nødvendigt, uanset hvilket formål man har, fortsætter Jens Jedig Christiansen.

Politiet kan kontaktes på tlf.: 114.

112 - 21. aug. 2018 - kl. 15:43 Voldsomt røveri: Ældre kvinde kastet hen ad kioskgulv

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere