Røver tabte smykker for millioner under storstilet kup

Ædelstene fundet under oprydning efter røveriet

Politiet rykkede talstærkt ind på det berømte hotel efter smykkerøveriet. TV: AP

En af smykke-røverne bag millionkuppet på det berømte luksushotel Ritz i Paris tabte smykker for flere millioner kroner under flugten.

Politikilder fortæller til nyhedsbureauet AP, at røveren tabte en taske med smykker, da hans motorcykel ramte en fodgænger under den hektiske flugt fra hotellet.

Kilden oplyser, at smykkerne blev fundet mellem smadrede dele fra røveriet.

Tre røvere trængte ind i det ikoniske hotel ved 18.30 tiden onsdag aften. Her smadrede de glasmontre med ædelstene, som var placeret i en butik i lobbyen. Bagefter smed de taskerne med smykkerne ud til to ventede medgerningsmænd, som holdt klar på deres motorcykler.

Værdier for 33 millioner kroner
Det lykkedes røverne at slippe af sted med smykker for omkring 33 millioner kroner.

De tre af gerningsmændene blev hurtigt opdaget og anholdt.  Men politiet mangler fortsat at finde to af røverne.

Røverne var angiveligt bevæbnede. Ifølge vidner udbrød der panik på hotellet og i Hemmingway Bar, da røverne trængte ind.

Kendt ejer af hotellet
Ritz genåbnede i sommeren 2016 efter at have gennemgået en fire år lang totalrenovering. Hotellet ejes af Mohamed Al Fayed.

Det var hans søn Dodi, som i august 1997 sammen med den engelske prinsesse Diana blev dræbt i en trafikulykke, få minutter efter at de havde forladt Ritz. Føreren af bilen, Henri Paul, var en af sikkerhedscheferne på hotellet.