Røvere skød mod montre hos guldsmed

Politiet efterlyser vidner, der har set rød Mazda 323 i omegnen af København torsdag eftermiddag

Under et voldsomt røveri mod en guldsmed i Herlev torsdag eftermiddag har gerningsmændene affyret et skud mod en glasmontre.

Forinden var personalet i forretningen, som ligger på Herlev Hovedgade, blevet beordret ned på gulvet, oplyser politiet.

Alarmen om røveriet modtog politiet lige efter klokken 16.30.

De to mænd flygtede med udbyttet i en ældre rød Mazda 323. De kørte ad Herlev Hovedgade i retning mod København.

Politiet håber, at vidner har set bilen, og at de vil henvende sig med oplysninger. På nummerpladen står RK 57 923.

De to mænd beskrives som østeuropæere på 45-55 år. Den ene var iført solbriller og hat og var i øvrigt iklædt sort tøj, mens den anden var iført sort joggingtøj og var tyndhåret.

Klokken 20.35 oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet, at politiet har fået enkelte henvendelser om gerningsmændene, som de undersøger nærmere.

Massivt politiopbud
Umiddelbart efter røveriet forlød det, at der var et større politiopbud i nærheden af guldsmeden.

Kort før klokken 18 fortæller Ekstra Bladets mand på stedet, at politiet er gået i gang med de tekniske undersøgelser på stedet for at sikre spor af røverne.

Et større område omkring guldsmeden har derfor været afspærret, mens politiet arbejder.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere