Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Røveri lykkedes for 16-årig dreng - i andet forsøg

Et røveri mod Rema 1000 mislykkedes for en 16-årig formodet gerningsmand, som derefter fortsatte mod Brugsen

En 16-årig dreng er anholdt mistænkt for et røveriforsøg samt et fuldbyrdet røveri på Amager i København onsdag aften.

Det oplyser Kenneth Jensen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Klokken 20.09 onsdag modtog Københavns Politi en anmeldelse om et røveriforsøg på hjørnet af Spaniensgade og Øresundsvej.

Her havde en ung mand truet en kassemedarbejder med en kniv, men havde ikke fået noget udbytte af røveriforsøget.

- Vi ved endnu ikke, hvorfor det første røveriforsøg ikke lykkedes ham, siger Kenneth Jensen.

Derefter stak gerningsmanden af i retning mod Amagerbrogade.

Klokken 20.33 modtog politiet endnu en anmeldelse. Denne gang om et fuldbyrdet røveri mod Brugsen på Amagerbrogade 49.

Her havde en ung mand med brug af kniv truet sig til et mindre beløb fra kassen, hvorefter han var stukket af.

- Vi har set overvågning fra Brugsen og ud fra det anholdt en mistænkt kort efter midnat, siger den centrale efterforskningsleder.

Han fortæller, at politiet ikke har set overvågning fra Rema 1000, men at der er sammenfald mellem signalementerne fra de to hændelser.

Derfor har politiet grund til at tro, at det er den samme person, der står bag begge forbrydelser.

Den mistænkte, som nu er anholdt, er en 16-årig dreng, som i forvejen er kendt af politiet.

- Han vil blive præsenteret for de to sigtelser og gjort klar til dommervagten torsdag, oplyser Kenneth Jensen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen