Røveriet mod Coloplast-milliardær: Her er dommen

36-årig færing er skyldig i det udspekulerede hjemmerøveri mod Danmarks tredje rigeste mand

Dommen er nu faldet i sagen om hjemmerøveriet mod Coloplast-milliardæren Niels Peter Louis-Hansen og hans hustru Gerda. (PR-foto)
Dommen er nu faldet i sagen om hjemmerøveriet mod Coloplast-milliardæren Niels Peter Louis-Hansen og hans hustru Gerda. (PR-foto)

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): Den 36-årige færing Karstin Sigbjørn Mathiesen er skyldig i hjemmerøveriet mod Danmarks tredje rigeste mand Coloplast-milliardæren Niels Peter Louis-Hansen og hans hustru Gerda.

Det har en domsmandsret i Lyngby netop slået fast, og Karstin Sigbjørn Mathiesen idømmes fem et halvt års fængsel. Det var præcist, hvad anklager Camilla Godfrey havde krævet.

Den 36-årige nægtede sig skyldig, og han har helt afvist at udtale sig i retten, men en perlerække af tekniske beviser pegede på den 36-årige som gerningsmanden.

Karstin Sigbjørn Mathiesen ankede på stedet til frifindelse. Han er fortsat varetægtsfængslet under anken.

Udbyttet på 2,5 millioner kr. blev Niels Peter Louis-Hansen truet til at overføre til Karstin Sigbjørn Mathiesens konto i Nordea.  Også Niels Peter Louis-Hansen havde konto i Nordea, så han kunne blot bekræfte den enorme overførsel med en sms til banken.

Men overførslen blev stoppet af politiet, da færingen blev anholdt kun fem timer efter hjemmerøveriet.

Retsformand Ulrik Finn Jørgensen oplyste ved dommen, at retten havde lagt vægt på rækken af tekniske undersøgelser, der pegede på den 36-årige. Retten mener også, at den 36-åriges tavshed under sagen har gjort, at han blandt andet ikke har givet nogen forklaring på, hvorfor han bevisligt var i Vedbæk på gerningstidspunktet.

Retten fandt også Karstin Sigbjørn Mathiesen skyldig i forsøget på at stikke en politimand på politistationen i Helsingør med en blodig kuglepen under truslen om at give ham aids samt i forsøget på at flygte fra politiet ved fængslet på Blegdamsvej,

- Hjemmerøveriet koster isoleret set fem års fængsel, men overfaldet på betjenten koster ekstra seks måneders fængsel, sagde Ulrik Finn Jørgensen.

Se også: Anklager kræver fem et halvt års fængsel til milliardær-røver

Karstin Sigbjørn Mathiesen havde planlagt hjemmerøveriet gennem cirka otte måneder, før han den 1. marts i år klokken 20.20 brød ind i huset ved at knuse en rude i terrassedøren med en sten, han havde taget fra et stengærde på Vedbæk Strand.

Færingen var klædt som en sort Ninja-kriger og bevæbnet med en pistol med lyddæmper og han kommanderede ægteparret ned på gulvet. Så blev Niels Peter Louis-Hansen tvunget til at læse et to sider lagt trusselsbrev med instruktioner i, hvordan de 2,5 millioner kr. skulle overføres, og at han og familien ville blive dræbt af den snigmorder, som nu stod i huset, hvis ordrerne ikke blev fulgt.

Højtuddannet hjemmerøver
Den højtuddannede færing, der har en bachelor og en kandidatgrad i engelsk og datalogi og som er civilt uddannet livvagt og sikkerhedsekspert, havde opdigtet en historie om, at afpresseren var en 19-årig japansk pige, hvis mor og søster var blevet dræbt i en trafikulykke, som Niels Peter Louis-Hansen var skyld i.

Plus Her er hjemmerøverens trusselsbrev

Derfor havde den 19-årige hyret en snigmorder til at indkræve en erstatning for hendes menneskelige tab på 2,5 millioner kr., og snigmorderen havde ordre om, at dræbe Niels Peter Louis-Hansen, hvis kravet ikke blev opfyldt eller hvis politiet blev involveret.

Se også: DSB slettede video-overvågning af milliardær-røveren

Karstin Sigbjørn Mathiesen har ifølge Retslægerådet en særegen personlighed uden at han kan betegnes som sindssyg. Han bruger et særegent forskruet sprogbrug, er selvovervurderende, frustreret og selvusikker og hans relationer til andre mennesker er forstyrret, mener retslægerne.

De anbefaler derfor, at han starter med at afsone straffen i Anstalten ved Herstedvester, hvor de indsatte kan modtage psykologisk og psykiatrisk hjælp.

Han voksede op på Færøerne med en dansk far og en færøsk mor i trygge omgivelser og med en god skolegang. Han var den mellemste af tre børn, og tog 10. klasse og var kendt som 'en stille dreng'.

I 2005 flyttede han til Danmark for at læse på RUC og fik sine eksamener med høje karakterer. Alligevel kunne han kke finde arbejde og i 2013 mistede han dagpengeretten og kom på kontanthjælp.

Se også: Drømte om et lille hus på landet i Canada

Af et slettet dokument på hans computer fremgår, at han drømte om et andet liv. At købe et lille landsted i Canada, finde en kæreste, stifte familie og 'finde fred'.

Det er det nærmeste, retssagen har afdækket som et muligt motiv til millionrøveriet.

Niels Peter Louis-Hansen er god for cirka 32 mia. og bor i et palæ på Vedbæk Strandvej, men hjemmerøveren var tilfreds 
med et par millioner, som han ville bruge til et nyt liv i Canada. Det viser slettede dokumenter på hans computer (Foto: Mogens Flint) Krimi Pludselig stod røveren ved klaveret med en pistollignende genstand

Herunder ses trusselbrevet: