Roskilde flyder med stoffer: Sætter ny rekord

Der er allerede halvvejs gennem festivalen konfiskeret en større mængde hash og marihuana, end der blev hele sidste år

Foto: Stine tidsvilde
Foto: Stine tidsvilde

Politiet har i den grad haft travlt med at konfiskere hash, marihuana og skunk fra årets Roskilde Festival.

Ind til videre er der allerede blevet konfiskeret 2001,93 gram fjolletobak, og det betyder, at politiet højst sandsynligt kommer til at sætte en ny rekord.

I 2015 blev der slået rekord med en konfiskering på 2113 gram under hele festivalen, og allerede nu ser det ud til, at det i år kommer til at blive højere, da der allerede halvvejs igennem er blevet konfiskeret næsten ligeså meget.

- Der kan være mange årsager til, at tallet er så højt lige nu. Tilfældigheder kan spille ind, men vi har selvfølgelig også gjort en ekstra indsats, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Udover de lidt over to kilo hash og marihuana, så har politiet også konfiskeret 177 rullede joints fra festivalgæster.

- Vi visiterer personer, hvis der er mistanke om, at de har stoffer på sig. Vi har en del narkohunde på pladsen. Og hvis de giver lyd fra sig, så visiterer vi folk, og der finder vi typisk noget, siger han og forsætter:

- Og hvis folk har noget på sig, så bliver de sigtet, og det ender i en bøde. Hvis vi har mistanke om, at de har stoffer på sig, som skal videresælges, så bliver bøden større, siger han.

178 anmeldelser
Udover mængden af hash er der også konfiskeret andre stoffer. Heriblandt MDMA, som er den type af stof, som der er blevet konfiskeret mest af.

I alt har der været 178 anmeldelser i forbindelse med overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Sidste år var der enormt meget opmærksomhed omkring lattergas, som de glade festivalgæster fik fra flødeskumspatroner, men dette er ikke ligeså udbredt i år, oplyser Carsten Andersen.

- Vi ser dem stadig på festivalpladsen, men ikke i samme antal, som vi gjorde sidste år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere