Russisk mand anholdt for at planlægge terror i Tyskland

En 31-årig russer er anholdt i Berlin under mistanke for at planlægge et bombeanslag

Tysk politi bekræfter, at man har anholdt en mand, der mistænkes for at planlægge et terrorangreb i Berlin. Video: AP

En russisk statsborger af tjetjensk oprindelse er i dag anholdt i Berlin, oplyser nyhedsbureauet dpa og tv-selskabet N-tv.

Manden var angiveligt i fuld gang med at planlægge et større bombe-anslag i Tyskland. Hans motiver var islamistiske, og han skulle stå i forbindelse med attentatsmanden Anis Amri.

Det var tunesiske Anis Amri, der stod bag terrorangrebet mod et julemarked i Berlin i december 2016. Det kostede 12 menneskeliv og kvæstede 49 tilfældigt forbipasserende tyskere.

De tyske myndigheder benævner manden Magomed-Ali C. Hans fulde navn er ikke kommet frem endnu.

Pågrebet af anti-terrorgruppe
Manden er blevet opsporet og pågrebet som led i et samarbejde mellem forbundspolitiet og den særlige anti-terrorgruppe GSG-9.

Som forberedelse har agenter gennem længere tid overvåget mandens færden og gennemsøgt hans lejlighed i et højhus-kompleks.

Den nu anholdte og terror-mistænkte russer boede i dette højhus-kompleks i Berlin. Foto: Paul Zinken/Ritzau Scanpix
Den nu anholdte og terror-mistænkte russer boede i dette højhus-kompleks i Berlin. Foto: Paul Zinken/Ritzau Scanpix

Magomed-Ali C. skal i samarbejde med en anden islamist, den 22-årige Clement B., som blev anholdt i Frankrig i 2017, have fremskaffet store mængder af sprængstoffet TABT med terror-angreb for øje.

Netop den type eksplosiver er flere gange blevet anvendt til islamistisk motiverede angreb i Europa som i Manchester i maj sidste år, i Bruxelles i 2016 og året forinden i Paris.

Statsfjendtligt bombe-anslag
De to islamisters planer blev dog i første omgang forpurret, da Clement B. blev anholdt og fængslet i den sydfranske by Marseille.

Det tyske Generalbundesanwaltschaft meddeler, at den anholdte russer og den anholdte franskmand planlagde et 'større statsfjendtligt bombeanslag'.

Nøjagtig hvor i Tyskland russeren skal have haft planer om at slå til, har de tyske myndigheder ikke givet offentligheden indblik i.

Men nyhedsbureauet dpa og Deutsche Welle oplyser, at den tyske efterretningstjeneste længe har haft et godt øje til Magomed-Ali C., men vurderingen har hidtil været, at han ikke udgjorde en overhængende fare.

Magomed-Ali C. bliver fremstillet i landsretten i Berlin torsdag. Her ventes anklagemyndigheden at stille krav om fortsat varetægtsfængsling.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere