Ry-drenge løsladt - men ikke frifundet

De fire drenge, der er tiltalt i Ry-sagen, er mandag blevet løsladt

De fire drenge, der er tiltalt for at have kastet en flaske med brændende benzin mod en 16-årig dreng fra Ry, står ifølge anklageren til halvandet års fængsel.

Det siger anklager Anna Holm Christensen under sin procedure i sagen mandag middag.

Hun er villig til at gøre hovedparten af straffen - et år - betinget, mens den resterende del - seks måneder - ifølge anklageren bør være ubetinget.

Anklageren mener, at alle fire skal dømmes for angrebet i forening.

Tre af de tiltalte har ellers peget på den fjerde tiltalte som idémanden bag angrebet med brandbomben.

Det var ham, der medbragte to tomme vodkaflasker, som senere blev fyldt med benzin. Og det var ham, der ifølge tre af de tiltalte kastede flaskerne.

Selv siger han, at han holdt den brændende flaske i hånden. Men han tabte den, da den blev for varm.

Men anklageren køber ikke argumentationen.

- De har været nøjagtigt lige meget med. L (navnet på en af de tiltalte, red.) er ikke mere skyldig end de tre andre. De er nøjagtigt lige gode om det. Ingen af dem siger på noget tidspunkt fra. Ingen af dem advarer ofret. Derfor skal de dømmes i forening, siger Anna Holm Christensen.

Drengene kan ifølge anklageren heller ikke sige sig fri for ikke at have kunnet overskue konsekvenserne af deres handling.

- Når man står med en flaske med brændende benzin, så er det beregneligt, at der sker stor skade på ofret, siger anklageren.

- Du kan ikke kontrollere, hvordan flasken reagerer, når den rammer noget, siger Anna Holm Christensen, der mener, at de tiltalte skal dømmes efter straffelovens strengeste voldsparagraf.

Anklageren giver heller ikke meget for forklaringen fra en af de tiltalte om, at han tabte brandbomben, fordi den blev for varm.

Hvis det var tilfældet, ville det ifølge anklageren have efterladt en form for rødmen eller brandmærke. 

De lægelige undersøgelser har ikke påvist nogen former for skader hos de tiltalte - kun hos ofret, som blev forbrændt på ben, lår, højre hånd og i ansigtet.

De fire tiltalte nægter sig alle skyldige.

De er mandag middag blevet løsladt, fordi de ikke længere kan påvirke hinandens eller vidners forklaring.

De har siddet varetægtsfængslet i sagen i knap tre måneder.

Hvis de findes skyldige, vil de senere blive indkaldt til afsoning. Der ventes dom i sagen torsdag eftermiddag.

Efter en middagspause er det de fire forsvarere, der skal procedere.

OVERBLIK: Her er forløbet i sagen om brandangrebet i Ry

Fire drenge fra Ry er tiltalt for at kaste flaske med brændende benzin mod 16-årig. Læs om forløbet her.

Fire drenge fra Ry har siden begyndelsen af februar været fængslet i sagen om benzinoverfald på en 16-årig dreng med afghansk baggrund. 

Her er, hvad vi ved om forløbet i sagen.

* 6. februar bliver en 16-årig dreng angrebet med en flaske brændende benzin ved den lokale idrætshal i Ry.

* Den 16-årige bliver forbrændt på 20 procent af kroppen, primært på ben og lår, men også højre hånd og i ansigtet.

* Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men erklæres efterfølgende uden for livsfare.

* Fire formodede gerningsmænd - alle i alderen 15-16 år - anholdes samme aften.

* De anholdte varetægtsfængsles dagen efter ved et grundlovsforhør i Retten i Horsens. 

* De sigtes først for drabsforsøg, men sigtelsen bliver senere ændret til grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

* Denne paragraf i straffeloven kan i princippet give fængsel i op til ti år.

* Alle tiltalte nægter sig skyldige.

* Ved første retsmøde 18. april udpegede de tre tiltalte alle den fjerde tiltalte som ham, der kastede den brændende flaske.

* Denne person siger selv, at han tabte flasken, som kun var medbragt for at skræmme den 16-årige.

* Skanderborg Kommune har i en redegørelse om sagen konkluderet, at der generelt har været et relativt højt konfliktniveau på det klassetrin, hvor de formodede gerningsmand og offeret er elever.

* Ombudsmanden har meddelt, at han går ind i sagen for at se, om skolen og kommunen har handlet korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen i forhold til de involverede drenge.

* Ombudsmandens behandling af sagen får dog ikke indflydelse på den verserende straffesag.

* Der ventes dom i sagen 4. maj.

Kilde: Ritzau, Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune, Midtjyllands Avis.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere