Rygter om bøde-regn ved mindehøjtidelighed: Her er sandheden

P-vagterne på Østerbro fik i går at vide, at mindehøjtideligheden for weekendens terroranslag ikke skulle behandles som en normal aften

Her talte Helle Thorning til mindehøjtideligheden på Østerbro

Rygtet på de sociale medier spredes hurtigt. Heriblandt også rygtet om de københavnske p-vagter, som angiveligt skulle have stået klar i kulissen for at uddele bøder under mindehøjtideligheden for weekendens terroranslag, hvor to mennesker mistede livet og fem blev såret. Blandt andet tv-værten Peter Falktoft var hurtig til at kalde det dårlig stil på Facebook.

Dog afviser Center for Parkering ved Københavns Kommune blankt, at de har forsøgt at udnytte situationen.

- Normalt giver vi omkring 60-65 bøder på en almindelig aften på hele Østerbro. I går gav vi 63 bøder. Når der er ekstraordinært mange mennesker i området, f.eks. under en koncert eller fodboldkamp i parken udgiver vi op til 800-1100 bøder. Det var ikke tilfældet i går, siger chef ved Center for Parkering Jes Øksnebjerg.

Han oplyser desuden, at de parkeringsvagter, som var på arbejde i går i tidsrummet 15-20, fik en briefing omkring den specielle situation i forbindelse med mindehøjtideligheden.

Overtrædelser af færdselsloven

- Vi gav udtryk for, at medarbejderne skulle udvise tilbageholdenhed og forståelse for situationen. De skulle ikke udnytte arrangementet til at skrive mange bøder, siger Jes Øksnebjerg.

De 63 bøder, som parkeringsvagterne i går gav på Østerbro, er alle bøder for færdselsovertrædelser.

- Vi har ikke givet bøder for manglende betaling eller forglemmelse af p-skiven. Vi har kun givet bøder i de tilfælde, hvor færdselsloven er overtrådt og derfor kan have udgjort en sikkerhedsrisiko i et område, hvor sikkerheden i går var specielt vigtig, siger chefen ved Center for Parkering.

Under normale omstændigheder holder Center for Parkering specielt øje med arrangementer som fodboldkampe, COP15 eller Copenhagen Fashionweek for at undgå kaos og sikre fremkommeligheden.

- I går gjorde vi så det modsatte, siger Jes Øksnebjerg.

Så måske er det ikke kun politiet, som fortjener kys og citronmåner. For også Københavns parkeringsvagter tager altså hensyn i denne tid.

Der blev også afholdt mindehøjtidelighed andre steder i landet - her i Aarhus

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere