Rystende detaljer i sag om drab og dødsbrand

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i anklageskrift mod 20-årig i sag om drab på 61-årig mand, hvis hustru døde under en påsat brand i huset

Else Nielsen og Cai Lennart Henriksen havde boet i villaen i knap 30 år. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Else Nielsen og Cai Lennart Henriksen havde boet i villaen i knap 30 år. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Med en stump genstand slog han sit offer i hovedet igen og igen, indtil den 61-årige mand døde. Så smed han det nøgne lig i en swimmingpool, og til sidst - i et område ved spisestuen med tilhørende entré - tændte han bål.

Sådan lyder en del af anklagerne mod en 20-årig mand, der nu er blevet tiltalt for drab, usømmelig omgang med lig og dødsbrand i maj sidste år i Blåvand.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Den fængslede mand, som er tysk statsborger, nægter sig dog skyldig, oplyser forsvarer Mette Grith Stage til Ekstra Bladet. Hun tilføjer, at han var i landet som turist, da han sidste år blev fængslet.

Død af kulilteforgiftning
Anholdelsen skete dagen efter, at brandvæsnet 28. maj fandt to døde personer i et brændende hus i turistbyen Blåvand.

Obduktionen viste efterfølgende, at husets ene beboer - den 61-årige Cai Lennart Henriksen - blev dræbt, mens hans samlever, 85-årige Else Nielsen, døde som følge af kulilteforgiftning i forbindelse med branden.

Lavede bål med møbler
Af anklageskriftet fremgår det, at den 20-årige skal have stykket bålet sammen af træstykker, fodtøj, en spadserestok, en fodskammel og en lænestol eller et lignende møbel.

Flammerne bredte sig til inventar, gulve, lofter og tagkonstruktion, og Else Nielsen, der lå i sin seng i et af husets værelser, afgik ved døden.

Branden var så voldsom, at den dræbte mand, trods placeringen i swimmingpoolen, havde store brandskader, fremgår det af anklageskriftet.

Det er endnu uvist, hvad motivet menes at være.

Drev restaurant i Blåvand
Mette Grith Stage vil ikke løfte sløret for, hvad den 20-årige har forklaret, fordi sagen kører for lukkede døre. Af hensyn til sin klient ønsker hun heller ikke at oplyse, hvor i Tyskland han kommer fra.

De to dræbte var samlevende og havde boet i villaen i knap 30 år. Gennem en årrække ejede de restaurant Perlen i Blåvand.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Else Nielsens søn, men familien ønsker ikke at udtale sig forud for retssagen.

Sagen mod den unge tysker er berammet ved Retten i Esbjerg som nævningesag fra 28. april.

Anklagemyndigheden kræver, at den tiltalte udvises fra Danmark for bestandigt.