Rystet af makabert fund: Rester af heste smidt på gaden

Politiet var i fredags på en adresse uden for Skælskør, hvor vidner havde opdaget ildelugtende affald, som var rester af heste

Jonas Stenfelt Andersen stødte på noget af et syn, da han var ude og køre fjernstyrede biler lidt ude for Skælskør. Politiet har indtil videre haft svært ved at identificere kadaveret. Foto: Jonas Stenfelt Andersen
Jonas Stenfelt Andersen stødte på noget af et syn, da han var ude og køre fjernstyrede biler lidt ude for Skælskør. Politiet har indtil videre haft svært ved at identificere kadaveret. Foto: Jonas Stenfelt Andersen

Tre afhuggede hestehoveder. Kadavere med mider. Det var synet, der mødte Jeanette Nielsen, da hun fredag i sidste uge kørte ud til tre affaldssække med fordærvede heste-rester.

  - Jeg kørte derud fredag morgen sammen med en anden. Jeg havde lånt en chipscanner hos Gimlinge dyreklinik for at se, om det var en forsvunden hoppe, som har været meldt savnet tidligere. Politiet var sammen med os. Vi kiggede alle sækkene igennem og fandt tre hoveder samt ben, ribben, rygrad og haler. Det var simpelthen så forfærdeligt.

Det viste sig at være tre kadavere af heste, og en tilkaldt dyrlæge fastslog, at de havde ligget på stedet i formentlig flere måneder, og at der var tale om ældre heste. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Det har sendt chokbølger gennem de lokale heste-entusiaster i Skælskør-området. Ifølge loven skal alle heste nemlig være registreret med chip, men da ligene var gået i fordærvelse, var det svært for den tilkaldte dyrlæge at finde chipene.

  - Man må ikke slagte sine egne heste og slet ikke kaste dem henkastet på gaden. Men der ligger på nuværende tidspunkt ikke nogen strafbar handling bag, og derfor bør andre hesteejere slå koldt vand i blodet, fortæller Joy Hansen fra lokalpolitiet i Slagelse.

  - Det kan være en hesteejer, der ikke har haft råd til at skille sig af med sine heste og derfor tyet til en ret så morbid metode. Men vi kan ikke konstatere mere end det, for der er ingen, der har meldt tre heste savnet. siger Joy Hansen.

Nyt formodet heste-lig
Jonas Stenfelt Andersen, der befandt sig seks kilometer fra Skælskør i mandags, stødte ligeledes på et mærkværdigt syn:

 -  Jeg var ude med en kammerat for køre med fjernstyrede biler, og så fandt vi det her dyrelig og kontaktede politiet. Politiet spurgte, hvordan jeg vidste, at det var en hest. Jeg sagde, at jeg formodede, at det var endnu et hestefund. Ikke at jeg var sikker i min sag. Så spurgte de, hvor og hvordan jeg havde fundet det. Jeg fortalte, at det var ved kanten af vejen.

Det lokale politi har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til det seneste fund, da kadaveret er gået i forrådnelse og derfor er det svært at identificere som hest.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere