Rystet nabolag efter drab på to små børn: Forfærdeligt!

FAMILIE-TRAGEDIEN I KOLDING: - Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan det kunne ske, siger naboen Lise Thomsen, der bor 20 meter fra det byhus, hvori en 35-årig far angiveligt dræbte sine to børn og sig selv

Det var i dette byhus med grå træfacade på Frydsvej i Kolding, at Sydøstjyllands Politi i mandags gjorde det uhyggelige fund. Foto Claus Bonnerup
Det var i dette byhus med grå træfacade på Frydsvej i Kolding, at Sydøstjyllands Politi i mandags gjorde det uhyggelige fund. Foto Claus Bonnerup

Foran det træbeklædte byhus på Frydsvej i Kolding minder blomsterbuketter, lys og afskedshilsner om den nærmest ufattelige tragedie, som skete for få dage siden, da en 35-årig far til en søn på fem og en datter på tre år angiveligt dræbte sine børn og sig selv.

Siden mandag aften, da politibiler, ambulancer og teknikere fyldte den let skrånende gade har kvarterets beboere forsøgt at forstå og forholde sig til, hvorfor den fraskilte far til to guldklumper - hvis det forholder sig, som Sydøstjyllands Politis undersøgelser peger mod - tog livet af sine børn og sig selv.

- Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan det kunne ske. Han (den 35-årige far) var den sidste, jeg ville tro kunne gøre noget så forfærdeligt, siger Lise Thomsen, der bor næsten lige over for det nu forseglede byhus i hvis stue-vindue et til salg-skilt fortæller, at den lille familie havde planer om at flytte.

Lise Thomsen og hendes kæreste har kendt familien, siden nabo-parret flyttede ind i deres lejlighed for fem år siden. Ikke på en måde, så de besøgte hinanden, men i kraft af venlige hilsner, når de med jævne mellemrum mødtes i den lille gade med de mange byhuse, som krydses af vejnavne som Trompeterbakken og Gramrolighed.

- Han boede i huset sammen med børnenes mor, da vi flyttede hertil for fem år siden, men for et par år siden ikke så længe efter, at de havde fået deres datter, flyttede moren, fortæller Lise Thomsen.

Var selvstændig

Den 35-årige far var ifølge Ekstra Bladets oplysninger selvstændigt erhvervsdrivende med en design-virksomhed, som bl.a. fremstillede pynte-genstande til højtider. Han virkede udadtil som den perfekte forælder, der var nærværende, kærlig og omsorgsfuld over for sine to små børn.

- Han kørte ofte rundt med børnene på sin Christiania-cykel, og jeg så ham tit være nede i legeparken med dem, når de var hos ham. I det hele taget har jeg altid tænkt, at børnene trods skilsmissen så ud til at have en skøn far, siger Lise Thomsen.

Den 25-årige studerende ønsker ikke at blive fotograferet, men hun lægger ikke skjul på, at hun som så mange andre i gaden er dybt berørt af den uforståelige tragedie.

- Der så altid ud til, at der var leg og glæde omkring faren og børnene. Derfor føles det også endnu mere vanvittigt og chokerende, at dette kunne ske, siger Lise Thomsen.

Ifølge naboen havde faren indtil for et par måneder siden en kvindelig bekendt, som ofte besøgte ham.

Hilste på familien dagen før

- Jeg tror, de var kærester, men hun stoppede pludselig med at komme for et par måneder siden.

Lise Thomsen hilste på den 35-årige far så sent som i søndags - dagen før Sydøstjyllands Politi gjorde det uhyggelige fund i det ellers så rolige og trygge kvarter ikke langt fra centrum af Kolding.

- Min kæreste og jeg havde været ude at handle, og vi kørte forbi hinanden i vores biler her på gaden. Han hilste og smilede som altid, og vi lagde mærke til, at sønnen sad på passagersædet. Datteren så vi ikke umiddelbart, men hun har formentlig siddet i sit barnesæde bagi, siger Lise Thomsen og tager en dyb indånding, inden hun videre fortæller:

- Da vi mandag aften så de første politibiler, troede vi, at de havde haft indbrud. Senere, da der pludselig var flere politibiler og ambulancer, anede vi, hvad der kunne være sket.

- Stakkels den mor, der nu sidder tilbage. Jeg har fulgte hende på instagram, når hun har lagt glade billeder op med børnene, siger Lise Thomsen og tilføjer, at hun nu på den værst tænkelige måde er blevet bevidst om, at ulykker og tragedier pludselig kan komme meget tæt på.

 

1 af 4 Naboen Lise Thomsen bor sammen med sin kæreste over for byhuset med den lille nu afdøde familie. Foto Claus Bonnerup
2 af 4 Blomster, lys, påskeliljer og afskedshilsner pryder fortovet på Frydsvej, hvor en 35-årig far angiveligt dræbte sine to små børn og sig selv for få dage siden. Foto Claus Bonnerup
3 af 4 Teknikere fra Sydøstjyllands Politi havde mildt sagt en tung opgave, da de skulle rydde op efter familietragedien. Foto Claus Bonnerup
4 af 4 Det var i dette byhus med grå træfacade på Frydsvej i Kolding, at Sydøstjyllands Politi i mandags gjorde det uhyggelige fund. Foto Claus Bonnerup

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere