Rystet over rockerkoncert: - Det er dybt upassende

DF's Peter Skaarup vil nu have ministeren til at gå ind i sagen

A'typisk poserer her iført sin rockervest. Foto: Screendump fra musikvideo.
A'typisk poserer her iført sin rockervest. Foto: Screendump fra musikvideo.

Løget Ungeråds beslutning om at hyre et fuldgyldigt medlem af rockerklubben Saturdarah til at spille en koncert i Vejle henvendt til unge mellem 15-19 år, får nu en kraftig overhaling fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

- Det er deres afgørelse, men det virker fuldstændig upassende og misforstået, at et kommunalt støttet ungeråd hyrer et bandemedlem til at optræde, siger Peter Skaarup til Ekstra Bladet.

Der er tale om rapperen A'typisk, der hedder Amin Kevlar. Han lægger bestemt ikke skjul på sin tilknytning til Saturdarah. I en video optræder han med rygmærker, og hans sange kredser om hvidvask, vold og stoffer.

Men alligevel har ungerådet, der er støttet af Vejle kommune og boligforeningen AAB Vejle, valgt at hyre musikeren til deres nye initiativ Lur Festival, der finder sted i Vejle 15 februar.

A'typisk toner frem på billetsalget til ungdomsfesten. Foto: Screendump fra Facebook.
A'typisk toner frem på billetsalget til ungdomsfesten. Foto: Screendump fra Facebook.

Ministeren skal gå ind i sagen
Men det kan ikke være meningen, at et bandemedlem skal optræde for unge menneske i kommunalt regi, mener Peter Skaarup.

- Jeg er rystet over, at en ansvarlig kommune kan sætte sådan noget i gang. Stop, mens legen er god. Jeg forstår ikke, at det kan komme så langt ud, siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup ønsker at få ministeren til at forholde sig til sagen. Foto: Jens Dresling.
Peter Skaarup ønsker at få ministeren til at forholde sig til sagen. Foto: Jens Dresling.

Ifølge Vejle Amts Folkeblads oplysninger har Sydøstjyllands Politi og Vejle Kommune understreget over for Løget Ungeråd, at man ikke bakker op om eller billiger koncerten. Og lederen af SSP i Vejle, Helle Brynaa, betegner ligefrem sådan en koncert som 'skadelig for børn og unge.'

Nu vil DF's retsordfører tage sagen op over for justitsminister Nick Hækkerup.

- Mener ministeren ikke, at der er upassende at hyre et bandemedlem til at optræde for unge mennesker, og hvad vil ministeren foretage sig i den sag, forklarer Peter Skaarup, at han har spurgt ministeren om i et såkaldt udvalgsspørgsmål.

Løget Ungeråds formand, Jonas Nielsen, har ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Ekstra Bladet.

Medarrangør og næstformand i boligforeningen AAB Vejles afdeling 42, Ellen Pedersen, forsvarer valget, men indrømmer, at de havde glemt at google ham.