S-tog forsøgt afsporet med jernstang: Løftede sig syv-ti centimeter

27-årig bulgarsk mand varetægtsfængslet i 13 dage

Video: Byrd

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Hjulene på et S-tog med cirka 150 passagerer løftede sig mellem syv og ti centimeter, da det onsdag klokken 11.45 mellem Nordhavn og Svanemøllen Station i København kørte over en to meter lang jernstang.

Det er torsdag kommet frem i et grundlovsforhør i Københavns Byret. Her blev en 27-årig mand fra Bulgarien varetægtsfængslet i 13 dage. Manden er sigtet for med forsæt at have forsøgt at afspore toget.

Han nægtede sig under grundlovsforhøret skyldig og fortalte, at han slet ikke havde været på banelegemet.

Til alt held forblev toget på skinnerne. Det skyldtes ifølge lokoførerens forklaring til politiet formentlig, at der var hastighedsnedsættelse på strækningen fra de normale 90 km/t. til 70 km/t.

I stedet satte jernstangen sig fast under toget. Den har forårsaget skader på togsættet for et endnu ukendt beløb.

Flere vidner så ellers en mand løbe op på skinnerne og lægge jernstangen på tværs. Anklageren dokumenterede i retten et vidneudsagn fra en kvinde, som gik på en sti ved Nordhavns Station og så manden samle en jernstang med modhagere op og lægge den på skinnerne.

Kvinden forsøgte med sine arme at gestikulere til manden, at han skulle stoppe. Men hun havde fået det indtryk, at manden ikke forstod, hvad hun mente.

Et andet vidne var kommet cyklende og havde på samme måde set en mand løbe op ad skrænten til skinnerne med en jernstang. Dette vidne så desuden, at manden lagde jernstangen omhyggeligt til rette.

Lokoføreren har til politiet forklaret, at toget først ramte jernstangen. Herefter hørte han en lyd, som om at toget slæbte noget efter sig. Det fik ham til at aktivere nødbremsen og at sende et nødsignal om, at togtrafikken skulle indstilles.

Bulgareren blev anholdt, efter at betjente fik øje på en mand, der svarede nøje til den beskrivelse, som de to vidner havde givet af ham.

Kriminalteknikere har undersøgt toget, og det var under undersøgelsen, at det blev konstateret, at flere af togets hjul på grund af jernstangen havde løftet sig højt over skinnerne.

Ingen kom noget til under episoden, der gjorde, at togtrafikken i en periode var indstillet som følge af politiets arbejde.