Så hurtigt fik lastbilchauffør otte års fængsel

Lastbil med appelsiner og citroner var også pakket med hash - danskers ankesag i Frankrig skal for retten inden for fire måneder

Pårørende til den  54-årige danske statsborger tror ikke på, at han har vidst, hvad han reelt kørte med skjult blandt appelsiner. Privatfoto
Pårørende til den 54-årige danske statsborger tror ikke på, at han har vidst, hvad han reelt kørte med skjult blandt appelsiner. Privatfoto

Det vakte chok og undren hos familie og venner til en 54-årig lastbilchauffør fra Aarhus-området, da de via franske medier forstod, at manden havde fået en dom på otte års fængsel i Sydfrankrig.

Chaufføren havde fået et job med at køre en lastbil med appelsiner og citroner fra Malaga i Spanien til Danmark i slutningen af februar. Efter han havde krydset grænsen til Frankrig, blev han stoppet af toldvæsnet den 26. februar, der i følge franske medier afslørede 987 kilo hash skjult i lasten.

Lastbilchaufføren har nægtet sig skyldig, og hans franske advokat har tidligere oplyst, at han nægter at have kendt til lasten.

Under et retsmøde ved retten i Perpignan fik danskeren en uges tid efter anholdelsen, en dom: Otte års fængsel. Dommen er anket.

Den lynhurtige retslige sagsbehandling på under en uge undrer familien til chaufføren.

Særlig procedure

Danskerens franske advokat, Catherine Barrere, forklarer her den juridiske proces via danske Bettina Monsonego-Meineche, der selv er advokat i Frankrig.

Hun oplyser, at danskeren blev dømt i henhold til en særlig hurtig procedure, som hedder 'comparution immédiate'., hvor den anklagede stilles for en dommer ved udløb af varetægtsfængslingen med henblik på at blive dømt.

Det er den franske offentlige anklagemyndighed, der beslutter at anvende den procedure, og Catherine Barrere oplyser, at det er fast praksis hos den lokale domstol at anvende den procedure i sager om narkotikasmugling over grænsen mellem Spanien og Frankrig, når en person tages på fersk gerning.

Men dermed er sagen ikke slut. Dommen er anket, og appelretten skal tage stilling til sagen indenfor 4 måneder.

Kan ikke fransk

Hverken lastbilchaufføren eller hans familie herhjemme kan fransk. Hans samlever gennem 11 år, Gitte, siger, at hun kun har været i kontakt med den 54-årige fængslede mand en enkelt gang under en få minutter lang telefonsamtale. Det var umiddelbart efter anholdelsen tilbage i februar.

Hun har modtaget et enkelt brev fra ham og sendt flere breve og en pakke med tøj, ligesom hun har sendt en masse dokumentation i håb om, at der snarest kan etableres en telefonkontakt til den fængslede mand i Frankrig.

- Det er en dybt frustrerende tid, siger hun og understreger, at hun ikke et sekund tror på, at den 54-årige har vidst, at der var hash i den lastbil, han kørte med.

Udenrigsministeriets Borgerservice har tidligere overfor Ekstra Bladet bekræftet, at en dansk statsborger sidder fængslet i Frankrig.