Så mange LTF'ere er ikke danskere

LTF og Black army er fyldt af udenlandske bandekrigere

Ekstra Bladets Dan Bjerregaard forklarer årsagen til de mange skyderier i København.

Mandag nat genlød de københavnske gader endnu en gang af skud i den verserende konflikt mellem LTF og flere gadebander fra Mjølnerparken og nordvestkvarteret. Har gerningsmanden forbindelse til gade-banden med det maskerede kranium og de to skudklare pistoler, så er det langtfra sandsynligt, at han kan fremvise et dansk pas.

Et Folketings-svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen(K) viser nemlig, at 64 medlemmer af Loyal to Familia ikke har dansk statsborgerskab. Politiet sætter ikke antal på registrerede bandemedlemmerne i de forskellige grupperinger, men i følge Ekstra Bladets oplysninger er LTF Danmarks største gadebande og tæller omkring 200 medlemmer.

Af Folketings-svaret fremgår det også, at Dansk Folkepartis Peter Skaarup har spurgt ind til antallet af udenlandske statsborgere i banden Black Army, der sidste efterår lå i konflikt med Hells Angels, hvor der både blev brugt knive, køller og slagvåben. I den provins-baserede bande er der 21 personer, som ikke har dansk statsborgerskab.

Se også: Farlig fortid: Ti medlemmer af Black Army har kæmpet i Syrien

Selv om man kunne forvente en yderligere forråelse hos bandemedlemmer uden statsborgerskab, så fortæller politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Nationalt efterforskningscenter(NEC), at det ikke er noget, de ser i efterforskningen af sagerne.

- Vi har ikke erfaring med, at nationalitet eller tilknytning spiller en rolle. Når konflikterne kører, og pulsen er oppe, så ser de sig ikke tilbage og tænker så langt. Det er i højere grad den interne placering i bandernes hierarki, som bestemmer, hvem der gør hvad. Til daglig når pulsen er på et mere normalt leje, så kan jeg godt forestille mig, at nogle tænker over, at de kan blive smidt ud af landet, hvis de bliver taget for hård kriminalitet, fortæller han.

Se også: Episoderne der kickstartede bandekrigen: Knivstik i Nordvest og på Frederiksberg

En af den senere tids mest omtalte bandeledere Shuaib Khan - kaldet Shebbi - fra LTF er blandt de udenlandske bandekrigere, da han angiveligt er pakistansk statsborger. Konflikten i København begyndte, da LTF-lederen blev løsladt, og banden begyndte at ekspandere i provinsen, til Sverige og ud i Nordvest-kvarteret, hvor nogle ikke ville underkaste sig, men tog kampen op.  

Shuaib Khan er to gange tidligere betinget udvist af landet. Den ene gang blev han idømt otte års fængsel og fik en betinget udvisning af Danmark for dødsvold mod en mand i Aalborgs Jomfru Ane Gade. Senest fik han endnu en betinget udvisning, fordi han under sin afsoning overfaldt den tidligere leder af Blaagaardsplads-banden kaldet 'Store A' under en gårdtur i Vestre Fængsel.

’Mo’ er mangeårig veteran i bandemiljøet. I forbindelse med konflikten, der for tiden plager København, er han stået frem som maskeret talsmand for den ene part i konflikten. Foto: Anthon Unger Krimi I krig mod LTF: Bandeveteraner fører an i bandekonflikt

I forhold til konflikten mellem Black Army og Hells Angels har den tidligere bandeleder fra Los Guerros Nedim Yasar vurderet over for Ekstra Bladet, at gadebandens opgør med den internationale bikerklub bliver brugt til at vise omverdenen, at de tør gå i krig med HA, så de er ikke bange for nogle. 

Sharif Sendi, som her ses med en vandfalske i hånden ved siden af imam Abu Amin, ønsker ikke, at nogen forsøger at hævne drabet på hans søn. (Foto: Per Rasmussen) 112 - 8. jun. 2016 - kl. 21:03 Far til knivdræbt bandemedlem: Lad være med at hævne min søn

 

* * *

 

Politikere og domstole vil smide flere ud

Udvalg, undersøgelser og snak stopper ikke kuglerne i de Københavnske gader. Dansk Folkeparti kræver, at regeringen handler i forhold til at stoppe bandernes hærgen i de københavnske gader. I et svar til Folketingets retsudvalg skriver justitsminister Søren Pape Poulsen(K) ellers, at han bakker op om en hård linje.

- Min holdning er meget klar. Jeg mener, at udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet i Danmark, skal udvises af landet. Jeg vil som justitsminister arbejde for, at vi har de bedste muligheder for at udvise kriminelle udlændinge, skriver han.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mener, at man bør sætte hårdt ind over alle bande-kriminelle, der ikke har dansk statsborgerskab.

- Regering skal gøre noget nu. Der er gået for meget udvalg og undersøgelse i den. Der skal handling til. Handler man i forhold til at udvise udenlandske bandekriminelle, så vil man kunne levere et hårdt slag mod gadebanderne og ikke mindst LTF. Mange af dem er jo ikke danske statsborgere, siger han.

Peter Skaarup understreger, at udvisningerne i høj grad er noget, som de kriminelle har stor respekt for, og derfor skal kursen skærpes. I Folketings-svaret ser det ud til, at hans bøn bliver hørt, for her skriver Rigsadvokaten:

- Anklagemyndigheden har meget stort fokus på, at der bliver nedlagt påstand om udvisning i alle straffesager, hvor det er relevant...hvis der er tvivl om, hvorvidt en ubetinget udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om ubetinget udvisning. Det fremgår herudover, at anklagemyndigheden skal have særlig opmærksomhed på spørgsmålet om udvisning i sager om rocker- og bandekriminalitet.