Sådan efterlod terrorister Charlie Hebdos lokaler

Det første billede fra Charlie Hebdos blodige redaktionslokaler er offentliggjort

Ingen har været i tvivl.

Men de første billeder indefra redaktionslokalerne af ugeavisen Charlie Hebdo efter det brutale terrorangreb onsdag, taler alligevel for sig selv.

Konsekvensen af de barbariske minutter, hvor mindst to terrorister udførte et iskoldt og religiøst motiveret hævntogt over den altid samfundskritiske og ikoniske tegnebastion på Rue Nicolas Appert i Paris, er nu foreviget i de første offentliggjorte billeder:

Spredt fra korridoren, hvor terroristerne tvang sig adgang ind til redaktionsmødet ved middagstid og dræbte mindst otte journalister, fører et uhyggeligt og blodigt spor ind til et endnu mere blodtilsølet kontor. 

Dokumenter, papirer og aviser, som tegnerne og journalisterne på Charlie Hedbo var så kendt for at sætte deres særlige aftryk på, er på billedet nu farvet rødt.

Trods onsdagens frygtelige tragedie er de tilbageværende folk på Charlie Hebdo, som har mistet tætte venner og kolleger, determineret på at få avisen på gaden allerede i næste uge.

Det gør de blandt andet med hjælp fra adskillige andre lokale franske medier. Avisen Libération har eksempelvis stillet lokaler til rådighed for deres journalistkolleger, så Charlie Hebdo fortsætter med at udkomme.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere