Sådan endte 28-årig som terror-mistænkt

28-årige Tarrant arbejdede frem til 2011 i et motionscenter. Nu mistænkes han for at have dræbt 49 mennesker

Gerningsmanden ved skyderiet i Christchurch, New Zealand benyttede sig af fem våben, siger premierminister Jacinda Ardern. Video: AP

Engang var han træner i et motionscenter på landet i Australien og ifølge ham selv en 'almindelig hvid mand'.

Men nu er Brenton Tarrant alt andet end almindelig. For fredag stod han ifølge en sigtelse bag blodige masseskyderier i to moskéer i Christchurch i New Zealand. 49 mennesker blev dræbt, og flere blev såret.

Den mistænkte drabsmand blev lørdag stillet for en dommer og fængslet.

Brenton Tarrant var ikke på nogen terroristliste, og han har umiddelbart ingen registreret kriminalitet bag sig.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
 

Den 28-årige australier voksede op i Grafton i det nordlige New South Wales, hvor han dimitterede fra high school, før han begyndte at arbejde i et lokalt motionscenter i 2009.

Ejeren af centeret, Tracey Gray, beskriver ham som en hårdtarbejdende træner. Men fortæller også, at det virkede, som om han forandrede sig på grund af sine rejser til Europa og Asien.

112 - 15. mar. 2019 - kl. 22:37 Se videoen: Her bliver terror-mistænkt anholdt

- Jeg tror, noget må have forandret ham i løbet af de år, han brugte på at rejse udenlands, fortæller Gray til det australske medie ABC.

- På et tidspunkt har oplevelser eller en gruppe fået fat i ham, siger hun.

Ejerens spekulationer bakkes op af et hadefuldt manifest, som Tarrant har slået op på sociale medier forud for drabene i Christchurch.

Hans manifest var inspireret af andre højreekstremister. Blandt andet var han inspireret af den norske massemorder Anders Behring Breivik, som i 2011 slog 77 mennesker ihjel i Norge.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

I det 74 sider lange manifest skriver Tarrant, at han først begyndte at overveje et angreb i april og maj 2017, da han rejste til Frankrig og andre steder i det vestlige Europa.

112 - 15. mar. 2019 - kl. 18:25 Øjenvidne til massakre: - Han kiggede bare på mig

Han nævner, at han blev chokeret over 'invasionen' af immigranter i franske byer og hans 'foragt' for det franske præsidentvalg det år, hvor den proeuropæiske Emmanuel Macron vandt over den højreorienterede Marine Le Pen.

I et kort selvbiografisk afsnit i manifestet beskriver Tarrant sig selv som 'bare en almindelig hvid mand', 'født i Australien i arbejderklassen, i en lavindkomstfamilie'.

Hans barndom var 'normal' og problemfri, hævder han. Han nåede 'lige akkurat' at komme gennem skolen, og han havde ingen interesse i at gå efter at få en højere uddannelse.

Ifølge medier døde hans far af kræft i 2010, og ifølge Tracey Gray fra motionscentret bor hans mor og søster stadig i Grafton.

Tarrant forlod træningscentret i 2011, og han fortæller, at hans rejser blev finansieret af penge, som han tjente på at investere i kryptovaluta.

To semiautomatiske våben, to haglgeværer og en riffel blev angiveligt brugt under fredagens dødelige angreb. Foto af våbnene med særprægede tekster på blev lagt op på sociale medier dage før angrebene.

Nedkradset på engelsk og flere østlige europæiske sprog blev navne på talrige historiske militante personer nævnt - mange af dem var involveret i at kæmpe mod ottomanske styrker i det 15. og 16. århundrede.

OVERBLIK: Det ved vi om moskéangrebet

En bevæbnet person trængte fredag ind i en moské i byen Christchurch i New Zealand. Vedkommende løsnede skud mod muslimer til fredagsbønnen, så flere blev dræbt og adskillige såret.

Også en anden moské i byen blev ramt af et skudangreb.

Her er, hvad vi natten til lørdag dansk tid ved om angrebene:

Angrebene:

* Fredag omkring klokken 13.40 lokal tid gik en bevæbnet mand ind i Masjid al Noor-moskéen i det centrale Christchurch og åbnede ild.

* Omkring 300 mennesker var samlet til fredagsbøn.

* Den centrale del af byen blev ryddet for mennesker. Rådhuset, hospitaler og skoler blev lukket, og folk skulle blive i de bygninger, hvor de var. Skoleelever, der deltog i klimastrejke i Christchurch, blev evakueret.

* Desuden advarede politiet folk mod at tage til moskéer noget sted i New Zealand, fordi det var uvist, om der ville kunne ske flere angreb under fredagsbøn.

* Politiet rykkede talstærkt ud efter anmeldelserne om angrebene, og der er fortsat stor tilstedeværelse af politi i Christchurch.

* Politiet bekræftede over for den britiske avis The Guardian, at der var en bombe i en bil, der forulykkede omkring tre kilometer fra Masjid al Noor-moskéen.

Døde og sårede:

* 50 personer er døde som følge af angrebene. Det bekræftede den lokale rigspolitichef Mike Bush på et pressemøde fredag formiddag dansk tid.

* 41 af ofrene blev dræbt i moskéen Masjid al Noor i den centrale del af Christchurch. Syv andre blev skudt og dræbt i moskéen Linwood Ave - tre af dem uden for bygningen. De seneste to ofre afgik ved døden på hospitalet.

* Derudover modtager 42 personer natten til lørdag dansk tid fortsat behandling på hospitalet, skriver BBC.

* Flere af dem meldes hårdt såret, heriblandt en fireårig dreng.

Formodede gerningsmænd:

* Tre personer blev anholdt efter skyderierne, oplyste rigspolitichef Mike Bush. Politiet vil ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd.

* En af de formodede gerningsmænd er en 28-årig australsk statsborger ved navn Brenton Tarrant.

* Han er sigtet for drab og er som den eneste af de anholdte blevet fremstillet i grundlovsforhør. Det skete ved retten i Christchurch, hvor en dommer valgte, at Tarrant skulle forblive fængslet indtil 5. april.

* Det forventes, at han bliver sigtet for flere forbrydelser.

* Anklagemyndigheden i Bulgarien har indledt en efterforskning af den 28-årige mand, efter at det er kommet frem, at han var i Bulgarien fra den 9. til den 15. november sidste år. Hans intentioner med besøget skal kigges efter i sømmene.

* Brenton Tarrant har også besøgt Tyrkiet for nylig.

Video af skudangreb:

* En video cirkulerer på nettet med optagelser af skyderiet. Politiet opfordrer alle til at lade være med at dele videoen, der er meget krænkende for både ofre og efterladte.

* Det var den formodede gerningsmand selv, der optog videoen, som blev sendt live på Facebook. Det gjorde han angiveligt med et kamera, der var spændt fast til hans pande.

* Facebook tog efter henvendelse fra det newzealandske politi straks videoen ned, skriver Daily Mail.

* Desuden er den formodede gerningsmands konti på Facebook og Instagram lukket.

* Den formodede gerningsmand Tarrant har også lagt et angiveligt højreekstremistisk manifest på nettet.

Politiske reaktioner:

* New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, betegner det som "en af de mørkeste dage i New Zealands historie". Hun siger, "at det kun kan beskrives som et terrorangreb".

* Politiet siger, at der fortsat er ekstremt høj risiko forbundet med at bevæge sig ud i Christchurch.

Kilder: Reuters, AFP, BBC.