Sådan kvajede betjente sig i 2019

I sin årsrapport gør Den Uafhængige Politiklagemyndighed rede for sager, der involverer politifolk

Der er bred spændvidde i forhold til, hvordan politibetjente enten dummede sig, jokkede i spinaten eller blot blev uretmæssig ofre for nærtagende borgeres klager i 2019.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger og efterforsker sager, når der enten er klaget over politiet, eller hvor betjentes gøren og laden på andens vis skal undersøges. Eksempelvis er det DUP, der rutinemæssigt undersøger, når en politimand har anvendt skydevåben.

Fredag offentliggjorde DUP deres rapport for det forgangne år, hvor det fremgår, at DUP i fjor behandlede i alt 2699 sager. Det højeste antal i øvrigt siden DUP blev søsat 2012.

I årsrapporten beskrives både store og små sager. Nogle ganske voldsomme - andre er episoder, der efterlader læseren med et skævt smil på læben.

Alle sagerne, der er beskrevet i rapporten, er anonymiseret sådan, at hverken den pågældende betjent eller modparten kan identificeres. Desuden er eventuelle gerningssteders geografi også udeladt.

I afsnittet for pligtforsømmelse og stillingsmisbrug er der den sædvanlige serie af betjente, der er sigtede for på den ene eller anden vis at have foretaget uretmæssige opslag i politiets systemer. I et tilfælde rettet imod ekskonen og dennes nye kæreste.

I en tyverisag blev en betjent frifundet for at at have stjålet to pelsfrakker fra et diskotek, hvor han befandt sig i privat anledning.

En ganske ulykkelig færdselssag, hvor efterforskningen er indstillet, handler om en politipatrulje, der rettede patruljevognens projektør mod en kvinde, der opholdt sig på kørebanen, med henblik på at gøre andre bilister opmærksomme på kvinden.

En modkørende bilist blev imidlertid blændet af projektøren og påkørte kvinden, der kom så alvorligt til skade, at hun senere døde.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Politiets brølere

Her følger en række eksempler fra årsrapporten:

Politiets brølere i 2019

 

Sagen om den krammende betjent afgjort

Tilbage i 2018 krammede en kvindelig betjent en niqabklædt kvinde ved en demonstration. Sagen vakte dengang en del opsigt og medførte klager, der førte til, at DUP kiggede på sagen. Her fandt man dog ikke, der var grundlag til at irettesætte betjenten.

 

I skærpende retning lagde Politiklagemyndigheden vægt på, at betjenten var i uniform, og at der var tale om flere omfavnelser, samt at den tildækkede kvinde var deltager i en politisk betonet demonstration. Dermed kunne betjentens handling af udenforstående opfattes, som om betjenten gav udtryk for sin personlige holdning til tildækningsforbuddet.

 

I formildende retning lagde Politiklagemyndigheden vægt på, at betjenten var en del af politiets dialogbaserede indsats under demonstrationen, at det ifølge det oplyste ligger i den dialogbaserede indsats, og at betjenten selv forklarede, at hun i situationen vurderede, at det var hensigtsmæssigt at omfavne den tildækkede kvinde, der var meget ked af det, samt at hun ikke bemærkede de omkringstående personers reaktioner.

 

Ud fra en samlet vurdering fandt Politiklagemyndigheden, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte betjentens vurdering af, at det i situationen var mest hensigtsmæssigt at omfavne den tildækkede kvinde.

 

Sexchikane

I rapporten beskrives det, hvordan en politibetjent er sigtet for at have klappet en anden betjent på ballen samt for at have berørt en anden kollegas bryster.

 

Heller ikke her er sagen afsluttet.

 

Tiltalt for at stjæle en ramme sodavand

En betjent er idømt dagbøder for butikstyveri, hvor han, da han blev konfronteret af personalet, præsenterede sig som betjent.

 

I en anden anden sag er en betjent nu tiltalt for at have stjålet en ramme sodavand til en værdi af 80 kr. fra en butik.

 

Christiania-sag

I forhold til voldssager er der eksempelvis indgivet klage mod tre betjente, der i forbindelse med tilbageholdelse og visitation ved Christiania var sigtet for vold ved at have tildelt klager et knæ i skridtet samt have vredet hans arm om.

 

Denne sag har statsadvokaten valgt at indstille efterforskningen, idet statsadvokaten vurderede, at der var tale om magtanvendelse og ikke strafbar vold. Statsadvokaten lagde herunder vægt på den ene betjents forklaring om, at han stødte sit knæ mod klagers ben for at få ham ud af balance, og at han løftede op i klagers arm for at få bedre fat.

 

Statsadvokaten lagde endvidere vægt på, at klager ydede både aktiv og passiv modstand mod tilbageholdelsen og visitationen.

 

Billede på Snapchat

I forbindelse med en anholdelse tog en betjent en selfie til Snapchat og skrev teksten: 'For første gang med en anholdt, som jeg har lyst til at kvæle.'

 

Betjenten har forklaret, at han ville kun sende billedet til tre af sine venner. Men ved en fejl kom han til at sende den offentlige Snapchat-gruppe 'DK Ghetto', hvor brugere kan se og indsende billeder.

 

DUP vurderer, at billedet er meget beklageligt, og at betjenten overtrådte det interne regelsæt for god opførsel. Sagen er afgjort disciplinært med en irettesættelse.

 

Tyveri af kreditkort

En betjent efterforskes for at have stjålet kreditkort og kontanter fra kolleger.

 

Sagen har tidligere været omtalt i Ekstra Bladet, hvor det fremgik, at det var sket på en københavnsk politistation.

 

 

Vådeskud

I rapporten beskrives flere sager om vådeskud. En af dem - der stadig er under efterforskning - handler om en betjent, der fremviste sin pistol for to drenge. Her gik der et skud af, som ramte betjenten i hånden.

 

En anden betjent kom til at skyde sig selv i låret i forbindelse med, at han underviste andre betjente i korrekt våbenbrug. Denne sag er fortsat under efterforskning.