Sådan myrdede mor og stedfar Baby Doe

Mens stedfaderen til toårige Bella Bond er nægtet kaution, blev det mandag besluttet, at moderen kan komme ud af fængslet mod kaution på en million dollars i kontanter

Rachelle Bond og Michael McCarthy i retten. (Video: AP)

- Jeg håber, du rådner op i helvede, råbte Megan Fewtrell i retten i Boston i går, mandag.

Megan Fewtrell er Bella Bonds gudmor, som i sidste uge kunne identificere hende, efter det i måneder har været uvist, hvem et mystisk pigelig, egentlig var.

Den bedårende toårige pige fik tilnavnet Baby Doe, efter hun blev fundet omkommet inde i en skraldepose på en strand ved Boston Harbour i USA.

Siden har man via computeranimerede billeder af den kønne, mørkhårede pige forsøgt at finde frem til pårørende. Og i sidste uge kom så det store gennembrud, da politiet gennem et tip fik en ransagningskendelse til en kvindes lejlighed.

Billedet af Bella Bond blev delt af millioner, inden man vidste, hvem den lille, døde pige var (Foto: AP)
Billedet af Bella Bond blev delt af millioner, inden man vidste, hvem den lille, døde pige var (Foto: AP)
 

Det skulle vise sig at være Bella Bonds mors lejlighed, og i går, mandag, skulle moderen og pigens stedfar forklare sig i retten i Boston, da deres kaution skulle fastsættes. Her kom også frygtelige detaljer om, hvordan den smukke, lille pige døde, frem.

'Du er færdig'
I retten blev det bestemt, at moderen, Rachelle Bond på 40 år, kan komme ud mod en kaution på en million dollars, mens stedfaderen, Michael McCarthy på 35, slet ikke kan komme ud. Det skriver blandt andre AP og Boston Globe.

Bella Bonds biologiske far, Joe Amoroso, var også til stede i retten.

- Michael McCarthy, du er færdig, sagde han, da kautionsspørgsmålet var fastlagt.

Artiklen fortsætter under billedet

Stedfaderen Michael McCarthy (Foto: AP)
Stedfaderen Michael McCarthy (Foto: AP)

Derfor skulle hun dø
Efterforskerne havde håbet, at pigen i det mindste ikke havde lidt, da hun døde. Det viser sig dog desværre ikke at være tilfældet.

Moderen, Rachelle Bond, har udtalt til politiet, at kæresten slog Bella Bond i maven, indtil hun døde, fordi han troede, at hun var besat af en dæmon.

Myndighederne har da også ifølge Boston Globe fundet flere bøger om dæmoner og djævleuddrivelse i lejligheden, hvor de boede. Ifølge moderen skulle stedfaderen have sagt:

- Hun var alligevel en dæmon. Det var nu, hun skulle dø.

Stedfaderen skulle angiveligt have sagt det til moderen, efter hun var kommet ind i Bella Bonds værelse og så, at Michael McCarthy havde sine hænder omkring pigen.

Artiklen fortsætter under billedet

Moderen, Rachelle Bond (Foto: AP)
Moderen, Rachelle Bond (Foto: AP)

Pint hende længe
En ven af familien, Michael Sprinsky, har tidligere boet i samme lejlighed. Han flyttede dog, fordi han syntes, at moderen og stedfaderen behandlede Bella Bond dårligt. Det var Michael Sprinsky, der på opfordring fra sin kæreste, valgte at tippe politiet om, at Baby Doe måske kunne være Bella Bond.

Ifølge vennen var det ikke kun stedfaderen, som mente, at den lille pige var en dæmon. Det forklarer anklageren i sagen, David Deakin, ifølge AP.

Michael Sprinsky skulle yderligere have forklaret, hvordan familien mindst 20 gange har låst den lille Bella inde i et skab i mindst en halv time ad gangen. Imens råbte og skreg hun for at komme ud. Grunden var igen, at både moderen og stedfaderen skulle have troet, at den lille pige var besat af en dæmon.

Lå død i køleskab
Ifølge politirapporter skulle Bella Bond, inden hun skyllede i land i Boston Harbour, have ligget flere dage i et køleskab i en skraldepose.

Derefter valgte parret angiveligt at køre ud til vandet, hvor de puttede vægte i skraldeposen sammen med liget og kastede posen i vandet.

Ifølge anklageren har parret derefter købt en masse heroin og brugt det.

Forsvarsadvokaten, Janice Bassil, fortæller ifølge Boston Globe, at forældrene længe har kæmpet med et stofmisbrug.