Såret mand fundet på gade

Lægehelikopter landet efter overfald, som umiddelbart tyder på knivstikkeri

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En beboer har tirsdag formiddag fundet en alvorligt såret mand på Lindevej i Holbæk.

Det tyder på, at manden er blevet stukket ned, oplyser kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Charlotte Tornquist til Ekstra Bladet.

I første omgang havde politiet ingen anholdte i forbindelse med sagen, men omkring klokken 13.00 har de meldt ud, at det nu har ændret sig.

Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt tre mænd, og politiet er lige nu i gang med at afklare, hvad deres rolle har været, oplyser Charlotte Tornquist.

Anmeldelsen indløb klokken 10.37, og en lægehelikopter landede kort efter klokken 11.00 på Holbæk Havn, da Lindevej er en lille vej, hvor der ikke er plads til, at helikopteren kan lande.

Hele Lindevej er ifølge Charlotte Tornquist afspærret, mens politiet arbejder på stedet og undersøger omstændighederne.

- Vi er i fuld gang, siger kommunikationsmedarbejderen, som tilføjer, at mandens pårørende endnu ikke er underrettet.