Samlede tabt ting op fra sporet: Dræbt af S-toget

Advarsel: Det er livsfarligt at redde for eksempel din mobil, hvis du taber den på togsporet

Video: Felix Bech Jensen/Byrd

Da en 68-årig mand skulle med S-toget fra Vallensbæk Station tabte han en genstand, måske sin mobil, ned på sporet mellem toget og perronen. 

Så han ventede til toget var kørt, og hoppede ned på sporet for at samle sin ejendel op, der lå i skærverne mellem skinnerne. I det samme kom et gennemkørende S-tog mod Køge med cirka 100 km/t i timen.

Lokoføreren så manden i sporet og farebremsede, men havde ingen mulighed for at undgå påkørslen. Den 68-årige blev dræbt på stedet.

Ulykken, der skete 31. januar i år kl. 11.05, får DSB og Havarikommissionen til at advare: Taber du noget ned på sporet så lad det ligge. Intet er værd at ofre livet for.

– Det er livsfarligt at springe ned på sporet. Budskabet er: Lad være, lad tingene ligge, siger Bo Haaning fra Havarikommissionens jernbaneenhed til Ekstra Bladet.

Flere lignende ulykker
Han har undersøgt ulykken og to andre dødsulykker fra sidste år, hvor personer befandt sig på sporene, og hvor der ikke var tale om selvmord.

Vidner så den 68-årige stille sin taske på perronen og hoppe ned på sporet. Et af vidnerne så S-toget komme og råbte en advarsel til manden. Han faldt på sporet, da han hoppede ned, men fik samlet sin ejendel op, rejste sig op og forsøgte at komme op på perronen, da toget ramte ham.

Videooptagelser fra stationen bekræfter forløbet. I en redegørelse skriver havarikommissionen: ’Pårørende har forklaret, at vedkommende havde dårlig hørelse og nedsat syn, hvilket kan have været medvirkende årsag til, at personen ikke så eller hørte toget, før det var for sent’.

Det er ikke opklaret, hvad det var, den 68-årige tabte ned på sporet, da han var på vej ind i bageste vogn i det holdende S-tog. Hverken vidner eller video-overvågningen har kunnet fastslå, hvad det var, manden tabte. Men det var så vigtigt for ham, at han lod S-toget køre for at samle genstanden op fra sporet for så at vente på det næste S-tog.

DSB: Farligt og dumt
Sikkerhedschef og underdirektør i DSB, Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, siger til Ekstra Bladet:

 - Det er ikke tilladt at opholde sig på sporene, med mindre du er autoriseret til det,  og det er der en rigtig god grund til. Det er en rigtig farligt og dumt at tro, at man lige kan nå at gå over sporet for at slippe for trapper, eller at man lige kan hoppe ned fra perronen for at hente noget, man har tabt.

- Det understreger de her tragiske hændelser desværre. Derfor er min opfordring, at man tænker sig om og passer på sig selv, sine ting og de andre på perronen, hvis de er ved at gøre noget dumt, siger Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen.

Se også: To tragiske tog-påkørsler: Sprang i kådhed ned på sporet

24. november sidste år hoppede en påvirket 32-årig kvinde i kådhed ned på sporet på Tølløse Station, hvor hun opholdt sig på perronen med en bekendt.

Straks efter kom et gennemkørende IC4 tog fra Holbæk med 160 km/t, og lokoføreren så, at kvinden forsøgte at komme op på perronen igen. Men det var for sent.

9. juli sidste år blev en 69-årig dement mand, der var gået fra et plejecenter, dræbt ved Give Station, hvor han havde forvildet sig ind og gik langs sporet. Lokoføreren trykkede på hornet, men manden reagerede ikke.