Sammenstød mellem båd og bøje: Kvinde omkommet

Den 49-årige kvinde, som tidligere søndag blev meldt i alvorlig tilstand efter en ulykke, er nu desværre omkommet

En 49-årig kvinde er afgået ved døden efter at have været involveret i en ulykke med en båd ved Esbjerg.

Det melder Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ulykken skete tidligt søndag morgen klokken 5.42, da hun var om bord på en lystbåd ud for sejlrenden ved Esbjerg Havn. Her sejlede båden frontalt ind i en bøje ved sejlrenden.

En mand, der også var om bord, slap med mindre alvorlige skader. De måtte begge reddes i land med redningsfartøj.

Sejlede ikke hurtigt
Parret var på vej ud fra Esbjerg Havn for at sejle i farvandet mellem Esbjerg og Fanø.

- Tilsyneladende overser de Bøje 3, som de sejler frontalt ind i, så de bliver kastet rundt i deres båd, sagde vagtchefen i politikredsen i morges.

Båden sejlede ind i bøjen ved lav fart - omkring seks til otte knob (knap 15 kilometer i timen) - og derfor fik hverken båd eller bøje mærkbare skader.

Båden er blevet slæbt ind til Esbjerg, hvor den vil blive undersøgt af politiet og Søfartsstyrelsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere