Savnede danskere er fundet i god behold

En dansk kvinde er dog indlagt til observation

Foto: AP Photo/Thanassis Stavrakis
Foto: AP Photo/Thanassis Stavrakis

Ved du noget om sagen? Så tip os på sms/mms 1224 (alm, takst) eller skriv mail til1224@eb.dk

De tre danskere, som har været savnet under brandene i Grækenland, er blevet fundet.

Bravo Tours oplyser til Ritzau, at alle tre har det godt.

Danskere befandt sig i området omkring Rafina. Bravo Tours kunne ikke komme i kontakt med dem, men frygtede  umiddelbart ikke , at der var sket noget alvorligt med danskerne.

- Vi regner med og håber, at deres mobiltelefoner ligger på hotellet, sagde Stig Elling fra Bravo Tours i nat.

Den ene af de tre danskere er en kvinde.

- Hun har været en tur i vandet , så lige nu ligger hun til observation på hospitalet, siger Stig Elling.

Evakueret
I alt er 39 danskere blevet evakueret fra et hotel nord for havnebyen Rafina.

- Det er et hotel, der ligger meget tæt på stranden, og der hvor branden er, fortalte Stig Elling sent mandag aften.

11 af danskerne var på en udflugt, da meldingen, om at hotellet skulle evakueres, kom. De undlod at køre tilbage til hotellet.

Dem, der befandt sig i området, fik at vide, at de skulle forlade hotellet, tage deres vigtigste ejendele med og løbe ned til stranden.

I den græske hovedstad, Athen, vil de evakuerede danskere blive indlogeret på et hotel, indtil de ved, om de kan vende tilbage.

Adgang forbudt
Det har ikke været muligt for Bravo Tours' egne folk at komme til området og hjælpe gæsterne, da de græske myndigheder ikke vil tillade det på grund af sikkerheden. Derfor er det selskabets agenter i området, der hjælper danskerne.

Det er to store skovbrande på hver sin side af Athen, der har forårsaget evakueringen. Brandene er ude af kontrol, lyder meldingen. Mindst 20 personer er omkommet i flammerne.

Ifølge Stig Elling er Bravo Tours det eneste danske rejseselskab, der på nuværende tidspunkt evakuerer gæster i området.

Den første brand startede i en fyrretræsskov tæt ved kystbyen Kineta, der ligger 50 kilometer vest for Athen. Den anden store brand brød ud i Penteli-området nordøst for Athen mandag eftermiddag.

Det har fået Udenrigsministeriets Borgerservice til at råde personer, der er i nærheden af brandene, til at udvise forsigtighed og følge vejledning fra lokale myndigheder.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere