Se billederne: Røvere havde pistol, peberspray og hammer

Voldsomt røveri i guldsmed - nu viser politiet fotos af røverne i håb om oplysninger, som kan føre til en opklaring

En af røverne havde en hammer og smadrede glas i butikken for at komme til smykkerne. Foto: Politi
En af røverne havde en hammer og smadrede glas i butikken for at komme til smykkerne. Foto: Politi

Det gik voldsomt for sig, da to røvere i tirsdags trængte ind i en guldsmed på Nærumvænge Torv i Nærum, bevæbnet med peberspray, pistol og hammer.

Nu viser politiet billeder frem af røverne i håb om, at det kan give oplysninger, som kan føre til en opklaring af sagen.

Guldsmed Finn Mogensen var netop ved at lukke butikken og var udenfor for at hente et skilt ind. Da han vendte sig om med skiltet i hænderne, stod han pludselig ansigt til ansigt med en høj, bred mand iført en elefanthue og med hætte over hovedet.

Guldsmeden reagerer, formentlig i forskrækkelse, ved at udbryde: 'Hvorfor ser du sådan ud', fortæller han til Ekstra Bladet, men i samme moment får han sprøjtet peberspray i hovedet.

Han fortæller, at han flygter ind i butikken og ryger omkuld med skiltet i hænderne.

Artiklen fortsætter under billederne (Fotos: Politi):

 

 

 

- Det er nok adrenalinen, der gør det, men jeg bliver så gal. Han skal ikke få mig ned med nakken. Jeg sparker ud, og jeg prøve at kaste noget efter ham, siger Finn Mogensen, der først efterfølgende bliver blændet af det peberspray, han har fået sprøjtet direkte i ansigtet, men som hans briller i første omgang har taget af for.

Imens går en røver i gang med at smadre glas i butikken med en hammer.

Finn Mogensen fortæller, hvordan han forsøger at komme til en alarm, men en røver tager fat i ham og siger: 'Hov, hov', og Finn bliver igen sprøjtet med peberspray.

- Jeg råber, stop tyven, og folk udenfor hører det, siger Finn Mogensen.

De to røvere på stedet forsvinder med en pose med forskellige smykker. Politiet er hurtigt på stedet. Siden kommer også en ambulance.

- Det er surrealistisk at opleve sådan noget. Jeg har efterfølgende set på overvågningsbillederne, at den ene røver havde en pistol. Den så jeg ikke under røveriet, så havde jeg nok reageret anderledes, siger guldsmeden, som trods det, at han efter eget udsagn knækkede sammen efter røveriet, er tilbage i butikken.

Politiet oplyser i deres pressemeddelelse i dag, at røveriet fandt sted tirsdag 29. januar klokken 1803.

Røverne talte dansk uden accent og beskrives i efterlysningen således:

A: Han var ca. 190 cm., almindelig til kraftig af bygning. Iført grøn jakke i stribet eller strikket mønster med tynde refleksstriber på ærmer og ryg, grå joggingbukser med ukendt mærke på højre forside samt sorte joggingsko med hvide sålkanter. Bar en mørkegrøn hætte og sort elefanthue samt sorte og grå handsker. Talte dansk uden accent. 

Yderligere kendetegn: Muligvis venstrehåndet. Skifter peberspray i venstre hånd til senere pistol i venstre hånd.

B: Han var ca. 175 cm., slank til almindelig af bygning. Iført camouflagefarvet jakke med hætte og sort elefant hue, sorte joggingbukser med et hvidt logo på højre forside, mørke Adidas-fritidssko med hvidt logo og hvide snørebånd. Bar grå og sorte handsker. I højre hånd bar han en ældre lægtehammer med gul farvning/belægning. I venstre hånd bar han en blå og hvid pose fra JYSK med teksten ”Scandinavian Sleeping & Living” påskrevet.

De forsvandt fra stedet i en mørk bil, muligvis en stationcar.

Oplysninger til Nordsjællands Politi på 114

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere